21/06/2024 0 Kommentarer
Godt Nytår
Godt Nytår
# Nyt fra Jakobskirken
Godt Nytår
Det har i sandhed været et mærkeligt år.
Da vi gik ind i 2022, var det i Coronaens skygge. Aldrig så snart vi var ude af den, før vi befandt os i en situation hvor der igen er krig i Europa. En krig som blev langt mere langvarig end vi havde forestillet os i februar og som har fået nogle uoverskuelige konsekvenser for forsyningssikkerhed, energipriser og inflation i Europa, ja i hele verden. Ingen tvivl om at inflation og udhuling af reallønnen især mærkes blandt de mest udsatte borgere. Det kunne vi se da vi fik ansøgninger om julehjælp, hvor et rekordstort antal mennesker søgte julehjælp i kirkerne i 2022, også i Jakobskirken. Midt i al den elendighed har de været dejligt at opleve hvordan villigheden til at hjælpe har været så stor. Aldrig har menighedsplejen haft så hårdt brug for pengene og aldrig har menigheden været så villige til at bidrage med mange både store og små beløb. Tak for det.
I Jakobskirken startede vi som nævnt året i skyggen af Corona; men nu hvor flokimmuniteten har tag i os og Corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, er der også kommet gang i kirkens liv igen. Der er igen god søgning til både gudstjenester og andre arrangementer i kirken, folk mødes igen til sangaftener omkring højskolesangbogen, foreninger og grupper omkring kirken er i gang igen (seniorklub, nørklecafe, ikonmalere m.v.) og på nogle områder har interessen været så stor at vi f.eks. har måttet dublere et par hold med babysalmesang.
Vi fik før sommerferien en ny præst i Jakobskirken. Ganske vist ikke på fuld tid, for vi deler Randi med Kirkens Korshær og Roskilde Arrest, men dog godt og vel en halv præstestilling mere i Jakobskirken og i Roskilde Søndre Sogn. Vi vil senere på året (når vejret er blevet lidt varmere) kunne se Randi bevæge sig rundt i sognet på en kirke-ladcykel for at bringe kirkens budskab ud i sognet.
I de sidste par år har vi haft en deltids projekt medarbejder ansat med den fine titel ”Kirkelig social entreprenør”, Pers opgave har primært været i samarbejde med personale, præster og menighedsråd at udarbejde en ny frivilligstrategi og frivilligpolitik for kirken. Det arbejde er ved at være tilendebragt. Per stilling udløber med udgangen af marts. Til den tid skulle den nye frivilligstrategi og -politik være klar til implementering. Vi har allerede set et af de allerførste eksempler på kirkens nye måde at samle og fastholde kontakten til de frivillige i et arrangement for alle de frivillige foreninger og grupper omkring kirken i september. Et spændende og livsbekræftende arrangement hvor der også blev knyttet bånd imellem de deltagende foreninger.
På personalesiden skiftede vi den daglige leder på kirkekontoret ud. Søren fik nyt job i Torparforeningen som varetager interesserne for danskere med sommerhus eller ødegård i Sverige. Det kan jeg jo af helt private årsager godt se en ide i, for jeg har også et lille rødt træhus i Blekinge, men det var ærgerligt for kirken. Vi ansatte i stedet Tina, som desværre forlader os igen for at blive lærer i Præstø tæt på hendes bopæl. Det er rigtigt ærgerligt; men som I måske har set på kirkens hjemmeside, har vi allerede slået stillingen op og forventer at have en ny daglig leder ansat på kirkekontoret fra 1. marts.
Menighedsrådet er ikke fuldtalligt idet der har være flere udtrædende end vi havde suppleanter til. Det skyldes ikke at der er et dårligt arbejdsmiljø i menighedsrådet, men nogle forhold som er - om jeg så må sige - helt legitime grunde til at forlade menighedsrådet: Flytning til Færøerne, dødsfald og senest Daniella, som er blevet ansat som præst i et andet sogn og derfor indtræder i et andet menighedsråd. Der er ingen mulighed for at supplere menighedsrådet før valget om 1½ år. Men en af de ting som menighedsrådet kommer til at kigge på i den allernærmeste fremtid, er om vi skal prøve med en to-årig valgperiode.
Lad mig slutte med at sige tak til kirkens ansatte og til præsterne for deres engagement og opbakning til kirkens liv i det forgangne år. Tak til menighedsråd for jeres arbejde med at sikre kirkens liv og vækst. Og ikke mindst til jer, til menigheden for at bakke op om jeres lokale kirke, Jakobskirken i Roskilde Søndre Sogn.
Godt Nytår!
Asger Jensen
Formand for Menighedsrådet
Kommentarer