Tak for mange gode år

Tak for mange gode år

Tak for mange gode år

# Nyt fra Jakobskirken

Tak for mange gode år

Kære alle i og omkring Jakobskirken

Den allerførste gang jeg var i Jakobskirken, var for at hilse på som ny vikar.
Jeg kom med toget fra København og havde undersøgt ruten fra stationen til kirken på forhånd. Jeg skridtede frisk af sted ned ad Køgevej, og da jeg så skulle dreje til venstre ned ad Ringvejen, stod jeg lidt undrende og kiggede efter fortovet ... og fortsatte så gående hen ad cykelstien, indtil en venlig stemme sagde: "Er det ikke dig, der er Marianne?". Det viste sig at være min nye præstekollega Mogens, der kunne genkende mig fra provsti-sammenhæng, og som nu kunne guide mig ind på stierne ved Gartnervang, så jeg kom frem til Jakobskirken i god behold. 

Da kirkebygningen dukkede op, blev jeg som så mange andre nytilkomne i kvarteret overrasket over, at der virkelig kunne gemme sig et kirkerum bag de røde mursten under det flade tag ... men det kunne der sandelig: et skønt kirkerum. Og endnu vigtigere: skønne mennesker!

Det var alle de skønne mennesker, som jeg havde den store glæde at møde i forbindelse med Jakobskirken, der gjorde at jeg søgte stillingen som fastansat sognepræst her. Og det har jeg aldrig fortrudt; hvor har vi dog oplevet meget sammen. Vi har festet og sørget, haft dybe samtaler og grinet af fjollede vittigheder, udforsket bibeltekster, siddet i møder, der trak ud til vi dårligt kunne tænke sammenhængende længere, fejret gudstjenester og konfirmationer og dåb, bedt sammen og sunget - nøj, hvor har vi sunget, og hvor har det været dejligt! 

Det er alle jer skønne mennesker jeg har haft den store glæde at dele et stykke vej i livet med i de seneste næsten 10 år, der gør mig vemodig ved at tage afsked. Vemodig - men også ufatteligt taknemmelig, både overfor jer og overfor Gud, over alt det jeg har fået givet, og som jeg nu tager med som en god bagage videre på min vej i livet. En vej der i de første par måneder sender mig tilbage til den skotske ø Iona og livet i det kristne fællesskab der, i håb om at uddybe og fordybe det jeg lærte og erfarede i min studieorlov denne sommer/efterår.

Tusind tak for den store tillid I har vist mig som jeres præst, og for alt hvad vi har delt. Må Gud velsigne jer og Jakobskirken, så folk her altid kan finde tro, håb, kærlighed og plads i et rummeligt fællesskab!

Menighedsrådet holder afskedsreception for mig i forbindelse med gudstjenesten søndag d. 29. januar kl. 10. 

Kærlig hilsen
Marianne

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed