21/06/2024 0 Kommentarer
Dagbog fra konfirmand overnatningen
Dagbog fra konfirmand overnatningen
# Nyt fra Jakobskirken
Dagbog fra konfirmand overnatningen
Rannva Werner Dahl og Rosa Eliasen går til præst i Jakobskirken og er elever i 7. klasse på Hedegårdenes Skole i Roskilde. Rannva og Rosa fortæller om da konfirmanderne overnattede i kirken d. 22.-23. september 2023:
"Kære dagbog :-)
Jeg og alle de andre konfirmander har brugt hele det sidste døgn i Jakobskirken.
Det startede fredag aften, hvor jeg trådte ind ad dørene til kirken. Det var tid til, at vi skulle have aftensmad. Aftensmaden var rigtig god, og der blev snakket, grint og hygget rundt om bordene.
Senere samme aften skulle vi på natløb rundt i området. Vi var sat sammen i nogle grupper, som vi skulle gå i. Ude på posterne handlede det om at samarbejde og tænke kreativt. Det gik virkelig godt og vi hyggede os alle sammen og havde et godt fællesskab.
Da vi kom tilbage efter natløb, gik alle konfirmander ind for at sove i kirkerummet. Vi snakkede, nogen faldt hurtigt i søvn og andre hyggede og grinte til ud på natten.
Næste dag blev vi vækket klokken 8.00, vi skulle op og have morgenmad. Da alle var færdig med morgenmaden, skulle vi i vores workshops. Temaet for lejren var ”Masser af succes?” Alle konfirmanderne blev sat til at arbejde med forskellige slags succeser, som fx sang, kunstværker og skuespil. Det hele mundede ud i, at vi arrangerede en gudstjeneste, som forældre, søskende og bedsteforældre kom og var med til.
Alt i alt var det super hyggeligt og overgik manges forventninger.
Nu er jeg nødt til at løbe, jeg skal sove … jeg er sygt træt oven på den tur."
Sognepræst Mogens Ohm Jensen uddyber:
Man glemmer det aldrig, når man som 13-årig har fået nye venner på en weekendlejr. Man husker det, hvis man har ligget og snorket ved siden af prædikestolen i ens kirke.
De fleste voksne husker næppe, hvad vi lærte, da vi gik til præst, men indtrykket sidder i os. Vi kan genkalde os, om det var sjovt eller kedeligt, meningsfuldt eller noget vi bare skulle.
I Jakobskirken arbejder forældrene, erfarne konfirmander fra sidste år, organisten og præsterne sammen om at arrangere en spændende konfirmand overnatning. Temaet er hentet i Kim Larsens sang ’Masser af succes’, hvor kontrasten er tydelig mellem at blive tiljublet for det man er god til og den massive ensomhed, når spotlightet bliver slukket. Mange unge oplever forventningspresset: du skal virkeliggøre dine drømme, du skal skabe dit eget liv! De længes efter at blive elsket for ens egen skyld, uden at de behøver at leve op til en hel masse.
I kristendommen ligger der et opgør med præstationsræset og et oprør imod perfekthedskulturen. Kærligheden er forudsætningen for vores liv med hinanden. Gud anser os for at være elskede mennesker, uanset om vi bliver en succes eller ej med det vi gør, og det er en opfordring til os om at omslutte hinanden med respekt, forståelse og accept.
Det er super at have drømme og gå efter ens mål. Men ikke alt kan lykkes – og ikke hver gang. Kristendommen har blik for det vi ikke magter, for tilgivelsen, for fællesskabet som vi hører med i uanset.
Der deltog 60 konfirmander i overnatningen, som varede fra fredag til lørdag. 11 ’gamle’ konfirmander var med som ungdomsledere, der stod for aftengudstjeneste og natløb, 8 forældre lavede mad og bidrog i workshops, udover Jakobskirkens ansatte.
Fotos v/ Caroline Winther Carlsen og Aslan Hegelund Olsen, som er konfirmander og elever i 7. klasse på Hedegårdenes Skole, Jens Holt Lorenzen elev i 8. klasse på Østervangsskolen, og sognepræst Mogens Ohm Jensen.
Kommentarer