21/06/2024 0 Kommentarer
Humor, selverkendelse og sårbare forhåbninger - unge bønner
Humor, selverkendelse og sårbare forhåbninger - unge bønner
# Folkeskolekonfirmandhold (alle)
Humor, selverkendelse og sårbare forhåbninger - unge bønner
På deres konfirmationsdag i april havde de unge fra Østervangsskolen, Skovhuset og Hedegårdenes Skole formuleret bønner. De rækker fra smil til alvor, fra nutid til fremtid, fra mit eget jeg til den store verden. Redigeret sammen af Helene, erhvervspraktikant fra 8. klasse, og sognepræst Mogens Ohm Jensen.
Tak til Morten Hermansen for fotos.
Tak, Gud, for at solen skinner. Så’ det fest!!!
Kære Gud, jeg håber at jeg får en god konfirmation, den bedste konfirmation.
Tak for at gøre det muligt, at jeg skal konfirmeres.
Giv os alle sammen en god konfirmationsdag.
Jeg håber jeg får nogle gode gaver.
Kære Gud!
Tak for min familie.
Tak for mine søskende.
Jeg er glad for min mor og far og min familie.
Tak, Gud, for at min familie elsker mig.
Kære Gud, tak for at jeg har en god familie og nogle gode venner.
Tak for mine forældre.
Tak for min far.
Tak for min mor <3 – elsker mor!
Vi håber på at få en god fejring med venner og familie.
Gud, jeg håber på at min farmor forbliver sund og rask.
Hjælp min familie med at få det bedre.
Kære Gud, hjælp min mormor – please.
Tak for at vi har en fantastisk familie.
Tak, Gud, for at jeg har gode og troværdige venner.
Kære Gud, tak for at vi har nogle fantastiske venner.
Tak for mine venner til fægtning!
Jeg er glad for Rasmus.
Tak for mine venner til akrobatik og gymnastik.
Tak for mine venner i dans.
Jeg beder om, at mine venner må have det godt.
Tak for livet!
Tak for at jeg er sund og rask.
Tak for at jeg kan få mad og vand.
Tak for at jeg får mad hver dag, god mad.
Kære Gud, tak for at vi ikke er syge.
Jeg er taknemmelig … tak for alt!
Tak, Gud, for at der findes lækre mennesker.
Kære Gud, tak for at vi har printere, så vi kan printe billeder af pæne fyre.
Jeg håber på en ’hot girl summer’.
Vi takker for vores tid i Jakobskirken.
Undskyld at vi taler i timerne.
Undskyld for at vi har larmet nogle gange til præst.
Undskyld for at pjække.
Vi håber, at Mogens får en god fremtid.
Kære Gud, jeg håber at du vil hjælpe mig gennem livet.
Gud, hjælp mig i fremtiden, hvis jeg får brug for det.
Tak for godt vejr og god mad.
Hjælp mig med flere penge.
Kære Gud, hjælp alle dem, der ikke har nok penge og ikke får nok mad
eller mangler et sted at bo.
Kære Gud, jeg håber på du har det godt.
Jeg håber, at mennesker er gode ved hinanden.
Tak for beskyttelse.
Kære Gud, jeg håber at verden forbliver i live.
Jeg håber det bliver en god sommer.
Hjælp os i fremtiden og vær ved vores side <3
Kære Gud, jeg savner at være ægte glad og ikke falsk.
Der er ingen der ved, hvordan jeg rigtig har det.
Jeg håber ingen får det som mig.
Gud, hjælp mig med at blive bedre til at snakke med mennesker.
Jeg længes efter at føle, at livet er vigtigt.
Gud, hjælp mig med at passe ind.
Hjælp mig med at blive bedre til at nyde mit liv en lille smule mer’.
Undskyld for at jeg har været træls over for andre mennesker.
Jeg ved ikke om jeg er så forfærdelig en person, som folk siger.
Gud, hjælp mig med at vinde i lotto, så jeg ikke skal arbejde.
Kære Gud, jeg håber at du kan tilgive mig for at have løjet for mine forældre.
Undskyld fordi jeg har droppet nogle venskaber, der skulle have blevet.
Kære Gud, jeg håber, at jeg en dag kan tilgive mig selv for at have gjort nogle ting jeg har fortrudt.
Undskyld for at kunne have gjort noget ondt.
Gud, jeg håber …
Tak for at vi lever.
Gud, jeg håber at dem vi har mistet igennem livet, har det godt hos dig.
Jeg håber at min morfar har det godt i himlen.
Gud, vær sød at tage dig godt af dem jeg har mistet.
Tak for at vi lever i Danmark.
Tak, Gud, for fred i Danmark.
Jeg håber på, at der ikke kommer krig.
Hjælp, Gud, med at få ro i verden.
Bare alle krige snart vil stoppe.
Gud, jeg håber at jeg får et godt liv.
Jeg vil gerne meget kristent bede om at få Store Bededag tilbage ?
Tak for kærlighed.
Tak for livet.
Tak for dig, Gud.
Amen.
Kommentarer