Trængsel ved drop ind-dåb i domkirken

Trængsel ved drop ind-dåb i domkirken

Trængsel ved drop ind-dåb i domkirken

# Nyt fra Jakobskirken

Trængsel ved drop ind-dåb i domkirken

Tirsdag d. 23. oktober blev 23 mennesker i alderen tre måneder til 80 år gamle døbt i Roskilde domkirke. Drop ind-dåben blev fejret under uformelle og samtidig højtidelige former, og 8 præster var i kjolen for at imødekomme forventningerne fra de mange, som længe havde gået og tænkt, at de en dag gerne ville døbes, og nu greb muligheden for at blive det.

’Rush hour’ var kl. 16-18, derefter tyndede søgningen ud. Nogle kom alene og havde det fint med at være privat. Andre havde familie og venner med, som tog del i glæden. I alt 108 mennesker gik ind og ud af domkirken i de fire timer.

"Vi arrangører er godt tilfredse," siger sognepræst Mogens Ohm Jensen. "For mange blev det meget bevægende, når de stærke ord fra Bibelen om fred og velsignelse lød og de endelig fik gjort alvor af det, som de havde ønsket længe."

Sankt Andreas kapel var en smuk og intim ramme om de mange dåb, og søgningen var så stor, at også domkirkens store døbefont i midterskibet måtte tages i brug. I det store katedralrum var der god plads, så mens nogle sad og ventede, førte andre en fortrolig samtale med en præst, samtidig med at der lød sang fra kapellet hvor en dåb var i gang. Alt sammen i en rolig og intens atmosfære, hvor alle var glade og personligt motiverede af det de oplevede at være en del af.

Bygge op-kirken af træklodser (fotoet) er designet og fremstillet af elevholdet på Base4000, Roskilde Produktionsskole, efter idé fra natkirkepræsten Sarah K. Ziethen og sognepræst Morten Kastrup, Viby Sj. Mange var forbi og bygge med klodser – som et billede på, at vi alle er del af et netværk og indgår i relationer: sammen udgør vi kirken. Ud fra en salmelinje af Grundtvig: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene …”


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed