16.03.2020

Kære alle,

Nu er der vel egentlig kun at vente og passe på ikke at sprede den smitte, som vi selv med en vis sandsynlighed går rundt med. Det var også udmeldingen fra dagens pressekonference fra myndighedernes side. Det gælder om at være påpasselig, før resultatet af indsatsen kan ses. Vi, der ellers er vant til gerne at ville se hurtige resultater, skal væbne os med tålmodighed og udholdenhed. Efter al sandsynlighed er sygdomsudbruddet kun lige begyndt – vi står foran en bølge, der løfter sig op. Og som man kan gøre det en sommerdag ved Vesterhavet, må vi belave os på at skulle gøre os klar til bølgen, holde vejret og ikke blive grebet af panik.

Nu er jeg begyndt på, hver dag at skrive et lille stykke ud fra de ”løsensord”, som Brødremenigheden én gang om året fastlægger for et år ad gangen. Man kan sige, at det er tilfældige bibelord, der ikke altid kan have noget med den situation, hvert enkelt menneske eller samfund står i. Men jeg mærker selv i disse dage, at det bedste er at lytte til andet end sig selv og de kredsende tanker og spekulationer, man nemt kan blive fanget af. Det er svært for dem, der er i karantæne og isoleret, og det kan været svært for os alle at lade være med at blive fanget i egne bekymringer. Derfor finder jeg trøst i de bibelord, som siger noget andet, end jeg selv kan finde på. Og når ordene møder den situation, vi slev står i, så kan de begynde at lyse op og give mening fra sig. Dagens løsensord fra Det Gamle Testamente lyder: ”Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem” (Salmernes Bog 57, 3). Og fra Det Nye Testamente: ”Den, der holder ud til enden, skal frelses” (Markusevangeliet 13, 13). Begge skriftsteder taler om udholdenhed og om at turde håbe på, at Gud fører sagen for os og for alle til en bedre fremtid, end vi selv kan se.

Ord er aldrig ligegyldige. De kan slukke håb og de kan tænde håb. Også i disse dage er det vigtigt, hvad vi siger til hinanden – også bare i de små hilsner på gaden på afstand eller smser. Og måske kan disse dage også give os mulighed for at læse bøger eller høre lydbøger, historier og fortællinger, der kan give os nye tanker og nyt lys over vores liv. Den store gave, det er, at vi kan tale med hinanden og skrive til hinanden, mærker vi endnu stærkere, når vi ikke kan røre ved hinanden. Vi kan stadig nå hinanden med ord. Lad det være gode ord, der styrker, mens vi venter og forbedrer os på at vise udholdenhed.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.