Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer

Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer

Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer

# Dagens løsenord

Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer

23.03.2020

Kære alle,

Du, Herre, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer (Nehemias’ Bog, 9,6)

Gud har vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde. (Apostlenes Gerninger 14,17)

I går så jeg en havørn over Haderslev. Majestætisk er det ord, falder en først ind, når en ørn svæver gennem luften, forfulgt af tapre mindre fugle, der forsøger at skræmme den væk, uden at den lader sig mærke med det. Men ellers falder der ikke én så mange ord ind, for man bliver optaget af at vende ansigtet mod himlen og følge ørnen med øjnene.

”Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle, /de mange fuglesving, der sker, op under Herrens himle.” Hvad skal jeg sige, hvad skal jeg sige – sådan begynder de fleste af versene i salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort.” Hvad skal jeg sige, når jeg ser havet, himlen, jorden, med alt, hvad den rummer, alt det, der nu kommer frem og bevæger sig i lyset. Salmen fortsætter: ”Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige../ O Gud, hvor er din visdom stor! Din godhed, kraft og rige”.

Dagens løsensord både fra Det Gamle og Det nye Testamente er fulde af betagelse og taknemmelighed over alt det, der er til. Som en forårsdag, hvor man pludselig opdager det. En del mennesker har det svært med at tænke Gud eller tro på Gud.  Men de fleste mærker betagelsen og taknemmeligheden over det liv, der er til, når man går blandt blomsterne, hører fuglene, mærker solen, ser vandets glitren – alt det, som mange mennesker har fået mere tid til i disse dage. Den eller det, man retter sin taknemmelighed mod, når hjertet bliver fyldt af glæde, og den eller det, man retter sit råb om hjælp til, når hjertet er fyldt af sorg, er Gud. Sværere er det ikke.

Mens mange går ture på behørig afstand af hinanden, opdager verden på ny og plukker anemoner, er mange andre travlt optaget af at holde dagligdagen gående og sidde ved kassen og computeren eller transportere og producere eller pleje syge og svage. Vi må se ørnene og foråret for hinanden og dele glæden over det så godt, vi kan. Det behøver ikke altid være med ord, det kan også være med smil og i omsorgen og bønnen for hinanden.    

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed