28.03.2020

Kære alle,

Nu nærmer sig endnu en søndag med lukkede kirker. For en som mig, som er vant til at gå i kirke og har livet forbundet med højtiderne og kirkeårets fester, er det svært og trist. Min livsrytme er slået i stykker, jeg savner ordene og sangen og det frirum, som gudstjenesten er. Den plejer at give mig glæde til en ny uge. Jeg bliver som en plante, der mangler vand. Men så længe, der er ældre, der ikke kan få besøg af deres kære, og psykisk syge, der lider under ensomheden og utrygheden, og i takt med, at stadig flere mennesker får sygdommen ind på livet eller mister livet, så er det ikke mig, der skal klage først.  I stedet skulle jeg hellere finde på, hvordan jeg kan lindre ensomheden hos dem, jeg kender, og i grunden også hos dem, jeg ikke kender. Vi venter stadig på, at epidemien skal blive værre, før den kan blive bedre. Og det forekommer at være en mærkelig stille venten under den strålende forårssol. Imens må vi gøre hvad vi kan for at glæde hinanden og få det bedste ud af ventetiden. Det er uvant ikke at kunne handle sig ud af en situation. Endnu værre er det ganske sikkert for politikerne, som er valgt til at lovgive og handle og som gør hvad de kan for at navigere klogt. Man må håbe, at de ikke et øjeblik tror, at vi andre regner med, at de kan beskytte os fra sygdom og død. De kan ved at lytte til fagkundskaben sætte rammer, som klogt forsinker smitten, men udrydde den kan de selvfølgelig ikke. Vi må bare vente og hjælpe hinanden med at holde humøret oppe, mens vi venter på at komme igennem det, der ligger foran os.

Dagens løsensord hedder ifølge Biblen 2020 (den nye oversættelse): ”Gud elsker dem, der elsker ham, dem, der stoler på ham” (Salme 147, 11); og i Det Nye Testamente citerer Markus-evangeliet Jesus for at sige: ”Det er den, der gør det, Gud vil have, som er min bror, min søster og min mor”. Begge steder er der tale om at være forbundet med Gud og med hinanden. At stole på Gud betyder at have tillid til, at Gud elsker én og ikke giver slip. At gøre det, Gud vil have, er selvfølgelig et spørgsmål om, hvad man tror, Gud vil have. Hvis vi søger svaret på det spørgsmål ved at se på Jesus og lytte efter, hvad han siger, lyder svaret: Elsk, tro, håb, giv, tilgiv, hjælp, tag imod.

Så må vi jo prøve at gøre det i det daglige liv under de vilkår, vi har. Og selv om vi er alene og afsondret fra andre, så er vi alligevel forbundet. Vi er også i familie med dem, vi ikke kender og aldrig har mødt. Vi er forbundet gennem troen og håbet og kærligheden.

I kirke kan vi ikke komme nu. Nogen savner det mere end andre. Men vi kan være kirke. Det vil sige at tro og håbe og elske hinanden og lytte til, hvad Gud kalder os til.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift