Når mit mod svigter, så kender du min sti

Når mit mod svigter, så kender du min sti

Når mit mod svigter, så kender du min sti

# Dagens løsenord

Når mit mod svigter, så kender du min sti

29.03.2020

Kære alle,

I dag er det Maria Bebudelses dag. Det vil sige den søndag, hvor evangeliet drejer sig om Maria, den unge pige, der fik besøg af en engel. Englen ”bebudede” hende, den gav hende et budskab – det budskab, som kan vække glæde og rædsel for enhver kvinde: Du skal føde et barn. Dit liv og din krop skal for altid forandres, du skal bære vægten af et nyt liv og du skal gennem fødslens røde hav. Og for denne pige Maria var det et endnu mere frygtindgydende budskab, for det fortalte, at hun skulle føde et barn uden for ægteskab – hvad der kunne være dødsstraf for i hendes samfund – og barnet skulle kaldes Guds søn. På en måde var det hendes barn og på en måde tilhørte det ikke hende, men alle mennesker.

Mariæ Bebudelsesdag, som i kirken er en særlig glædelig søndag, hvor fastetidens lilla bodfarve (hver periode i kirkeåret har en særlig farve, som man f.eks. kan se på messehaglerne) bliver afløst af den hvide farve, glædens og det nye livs farve. I år kan vi ikke komme ind i kirkerne, men vi kan fejre Mariæ Bebudelsesdag dér, hvor vi er, ved at synge – og gerne synge sammen, som det i disse dage bliver gjort mange steder på Philip Fabers opfordringer i radio og fjernsyn eller på lokale initiativer. Stemmerne kan nå hinanden i fri luft og minde om Maris lovsang, som der vil blive prædiket over på nettet, i radio og fjernsyn og på skrift.

Det smukke ved Mariæ Bebudelsesdag er, at dens budskab taler om fremtiden. Den forkynder en glæde, som endnu ikke er der, men som fra nu af og de ni måneder frem til jul vil vokse frem. Mariæ Bebudelse er et budskab om fremtidens glæde. Og det er lige, hvad der er brug for nu. Vi har i de seneste uger lært, at alt det, vi går og planlægger og putter i kalenderen, kan blive pustet væk i løbet af et øjeblik. Pludselig ser dagene og planerne helt anderledes ud, end vi troede for en måned siden. Men budskabet om et barn, en glæde, der vokser i det skjulte, er ligesom det liv, der spirer frem i foråret: Det kan ikke planlægges, men det gror og det vil komme til os i fremtiden med mere, end vi drømte om.

Derfor kan vi tillade os at glæde os på forhånd – glæde os til det, vi ikke engang helt ved, hvad er. Mariæ Bebudelsesdag varsler Jesu fødsel med Guds barmhjertighed til hele verden. Og det forår, den kommer med, varsler glæde efter sorgen.

Dagens løsensord taler for sig selv. Fra Det Gamle Testamente lyder det: ”Når mit mod svigter, så kender du min sti” (Salmernes Bog, 142, 4)

Og fra Det Nye Testamente: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel.” (2. Korintherbrev 1, 3-4)

God Mariæ Bebudelses dag.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed