1/1/2021 - Nytår

1/1/2021 - Nytår

1/1/2021 - Nytår

# Prædikener

1/1/2021 - Nytår

Om at hvile i det foreløbige og stole på at Gud skaber nyt 

- en alternativ nytårsprædiken med inspiration og trøst til det nye år, samlet (og oversat) af sognepræst Marianne Pedersen

1. Jesus siger:
”Kom, alle jer, der arbejder hårdt og er tynget af bekymringer.
I kan hvile ud hos mig.
Tag min byrde på jeres skuldre, og lær af mig, for jeg er beskeden og tålmodig.
Så får I ro i sjælen.
Min byrde er god, og den er let at bære.” (Matthæusevangeliet 11, 28-30)

"Jeg tror stadig mere på, at det er med livet som med vores gamle hus (der aldrig bliver helt færdigt). Det er af natur noget igangværende. Det bliver ikke færdigt, for mens det er i gang, lever vores drømme og vores længsler. Og det er om noget en tanke at hvile i. Hvile midt i det foreløbige, for færdigt bliver det aldrig." (fra ”Det sker når du hviler” af Thomas Sjödin)

2. I må begynde at tænke på en ny måde og blive helt nye mennesker, sådan som Gud har bestemt, I skal være. I skal leve et ordentligt liv, der er styret af sandheden. (Paulus’ brev til Efeserne 4, 23-24) 

"Gud,
Giv os modet til at turde give slip på nogle af de ting,
der afholder os fra at være de mennesker, du har skabt os til at være.
Giv os visdom, så vi kan lære at skelne.

Tilgiv os når vi står i stampe eller farer vild,
brug vores fejl, så de bliver en del af en læreproces, der fører os videre.

I din gådefulde tørst efter godhed finder vi din ånd,
den virker på steder vi troede for længst var lukkede og låst af.
Bliv ved med at virke på den måde du gør, du livgivende ånd,
skub til os og giv næring til de muligheder vi har
for at hjælpe din godhed med at vokse.
Kærlighedens Gud, lev i os."  (bøn af Sally Foster-Fulton)

3. Gud siger:
”Glem fortiden, for nu skaber jeg noget nyt.
Kan I ikke se det?
Jeg bygger en vej i ørkenen
og lader floder strømme i det tørre land.” (Esajas bog 43, 18-19)

"Gud,
Byg en vej i vores ørken,
skab floder igennem det tørre land,
du som er livets rislende kilde,
hvor vandet altid er friskt.

Fortæl os igen at det er NU du skaber nyt – også i os.
At hvert øjeblik tæller,
at hver dag er en mulighed for at tjene dig,
ude eller hjemme,
på arbejde eller på pension,
vaccineret eller ej." (bøn af Marianne Pedersen)

4. Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer. (1. Peters brev 5, 7)

"At søge sit rum
og finde
en myres fodspor i sneen,
uendelighedens sal,
at ane
det florlette håbs
cirkelformede tyngde.

Alle har hjemme
og kender det sted
længe før.

Det har altid ligget
som skum
kapslet ind
under hjertet." (fra ”Det tredje landskab” af Naja Marie Aidt)

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed