Prædiken af Marianne Pedersen fra gudstjenesten søndag d. 31. 1. 2021 (bygger på Jesus' fortælling om arbejderne i vingården, som står i Matthæusevangeliet 20, v. 1-16)

Fortællingen om arbejderne i vingården er næppe et hit i fagforeningerne. Her har man længe haft sloganet "lige løn for lige arbejde", og det er da også en retfærdig rettesnor for ligebehandling på arbejdsmarkedet.

Det er bare ikke et slogan, som vi kan overføre på Guds rige. Ikke fordi Gud ikke har retfærdighedssans - men fordi Guds retfærdighed er en anden end vores. Hvor vi er optaget af finde retfærdige måder at fordele en begrænset mængde goder, sådan at de kommer flest muligt til gode - der er Guds godhed ubegrænset.

Og ligesom bonden i vingården, er Gud mere optaget af at vi har det vi har brug for i vores liv, end af at diskutere om vi har gjort os fortjent til det eller ej. Heldigvis, for hvordan kan man gøre sig fortjent til at være i live? Til at gå i den sprøde frost og høre sneen knirke under skoene? Til at spise kanelgifler eller blive rørt af smuk musik? Det er der ingen af os, der kan gøre os fortjent til. Men vi kan glæde os over det og være taknemmelige for at vi får lov til det.

Vinbonden gav alle sine arbejdere en denar i løn, og historikerne mener at en denar svarede til det man havde brug for, for at en familie med to forældre og en håndfuld børn kunne få mad på bordet den dag. Så ved at give alle en denar, sørger bonden altså for at ingen af arbejderne og deres koner og børn skal gå sultne i seng. Uanset hvor meget eller hvor lidt deres far havde arbejdet.

Hvis vi møder Gud med vores millimeter-retfærdighed og "noget for noget"-tankegang, så misser vi hvor fuldstændig hvor fantastisk det er, at Gud er god i en målestok, der overgår alt hvad vi kan forstå og beskrive.

Jesus fortæller netop lignelsen om arbejderne i vingården - og de andre lignelser, fordi det er svært for os at forstå omfanget af Guds godhed og gavmildhed. Så han laver de her historier, hvor han sammenligner det som sker der hvor Gud bestemmer, med situationer som vi kan sætte os ind i. Det mærkelige er at historierne provokerer de fleste af os helt vildt. Hvordan kan det være i orden at give nogle der har puklet 12 timer i stegende hede det samme som dem, der bare har arbejdet i en enkelt time? Hvordan kan det være i orden at slagte fedekalven og holde fest fordi ens søn kommer hjem, når den søn egentlig var stukket af med halvdelen af familieformuen? Og hvordan kan man være ved sine fulde fem og gå ud og invitere gadens folk til fest, bare fordi dem man havde inviteret, meldte afbud i sidste øjeblik?

Hvordan kan man være så urimeligt large og storsindet, når folk overhovedet ikke har fortjent det?

Det får vi ikke noget svar på. Vi må bare acceptere at det er sådan det er. Det er sådan Gud er: Large, storsindet og god ud over alle fornuftige grænser.

Heldigvis! For det betyder at de dage hvor vi ikke kan præstere bare en lille bitte ting, der kunne gøre os noget værd i vores egne øjne, da er vi stadig uendelig meget værd i Guds øjne. De dage hvor vi trækker dynen op over hovedet og ikke får tændt kameraet på teams, de dage hvor vi ikke orker at tage kontakt til en, som vi ellers ved godt kunne bruge det, de dage hvor vi bider af vores nærmeste og ikke er spor rimelige - de dage er vi stadig omfattet af Guds godhed.

Og det særligt fine ved den godhed er, at den kan trænge gennem døre og mure og skærme og hud: Guds godhed er en ånd, som Gud sender helt ind i vores hjerter. Så vi bliver ikke ladt alene tilbage i mørket og trætheden og surheden. Guds godhed kalder os ud i livet til de andre. Og der er brug for hver eneste af os, ligesom der var brug for arbejdere i vingården.