Beatles - hvem er det?

Beatles - hvem er det?

Beatles - hvem er det?

# Profiltekster

Beatles - hvem er det?

”Jeg har fejlet som mor!” griner Britta. Det er gået op for hende, at hendes datter ikke ved, hvem Beatles er.
My er 15 år og går på Trekroner Skole. Det virker nu ikke som om der mangler noget i Mys opdragelse, men Lennon, McCartney og Co. er to generationer ældre end hende, og Beatles’ sange kender hun ikke.

I december sang My og hendes mor med i pop up-koret, som fyldte Jakobskirken med skønne toner juleaften. ”Men det var nu mest, fordi det var jul og min mor sang med,” tilstår My.
Nu har Britta Holmqvist meldt sig til næste pop up-kor, som synger Beatles flerstemmigt. Man mødes og øver to gange, og så munder det hele ud i en stor sing-along event, hvor endnu flere slutter sig til.

”Jeg elsker at synge! Og jeg savner at synge sammen med nogen,” siger Britta. Veninden Camilla Lundsgaard har sluttet sig til: ”Det giver fred og ro. Og så lyder det bare så smukt, når stemmerne klinger sammen. Jeg bliver helt opløftet.”
Nogle melodier er svære at lære, men Beatles’ sange er ørehængere. ”Dem kan alle skråle med på – og der er et positivt budskab i dem,” siger de to veninder.

De tre kvinder hører til hver sin aldersgruppe, men er enige om, at man bliver glad af at synge. ”Det er hyggeligt at gøre noget sammen,” siger My, ”men Beatles bliver uden mig”.

Med Peter Bernhard som forsanger og Kasper Daugaard ved pianoet lægges der op til et brag af en Beatles-aften d. 8. marts, når Jakobskirken gynger af rytmer og taget løfter sig.
Organist Henrik Bjørnum har valgt tre sange ud til pop up-koret med flerstemmige korsatser: ’Strawberry Fields Forever’, ’When I’m Sixty Four’ og ’Step Inside love’. Pop up-koret øver også de andre Beatles-melodier, der skal synges til eventen, så de kan støtte fællessangen. Du kan godt begynde at glæde dig!

Hvis du vil være med i pop up-koret, er første korprøve onsdag d. 23. februar kl. 19 i Jakobskirken. Læs mere her og tilmeld dig til Henrik på organist@jakobskirken.dk eller tel. 54 58 56 97.

Foto: Man bliver glad af at synge! Det kan man se på Camilla, Britta og My, som synger med i pop up-koret i Jakobskirken.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed