21/06/2024 0 Kommentarer
Jul på sygehuset
Jul på sygehuset
# Profiltekster
Jul på sygehuset
Konfirmanderne fra Jakobskirken var først i december på besøg på Roskilde Sygehus. De havde klippet julepynt i julens farver: rødt, grønt og guld, og pyntede juletræerne på neurologisk afdeling med juleengle, hjerter og musetrapper. Så bringer det glæde i julemåneden til dem, der er nødt til at være på sygehuset – til patienterne, deres familie og dem der arbejder der.
I kapellet mødte konfirmanderne sygehuspræsten Katrine, som fortalte dem om de intense øjeblikke i hendes samtaler med mennesker, som er indlagt på sygehuset. Noget afklarer sig, når et menneske finder trøst i Fadervor eller får hjælp til sin angst i samtalen med sygehuspræsten.
For nogle af konfirmanderne blev det et kært gensyn med kapellet på sygehuset. Det har de et særligt forhold til. For halvandet år siden udsmykkede de kapellet med malerier i klare lyse farver, sammen med deres billedkunstlærere fra Østervangsskolen. De smukke lærreder, som lyser rummet op, er inspireret af Ingemanns morgensalme ”Lysets engel går med glans”.
På neurologisk afdeling forkælede afdelingssygeplejersken Pia konfirmanderne med saft og kanelsnegle og gav dem en fornemmelse af, hvordan det opleves når der er noget i vejen med ens hoved. Konfirmanderne var imponerede over, så effektivt blodpropper i hjernen kan behandles, blot man hurtigt kommer til en læge.
Katrine glæder sig til, at hun juleaften skal holde julegudstjeneste på neurologisk afdeling, hvor der nu er pyntet så fint op til jul.
Mogens Ohm Jensen
Kommentarer