21/06/2024 0 Kommentarer
Hjemmegudstjeneste om at Gud er tæt på os
Hjemmegudstjeneste om at Gud er tæt på os
# Konfirmandopgaver - Marianne
Hjemmegudstjeneste om at Gud er tæt på os
Beskrivelse: I denne gudstjeneste til hjemmebrug indgår
- en bibellæsning med spørgsmål, som du kan overveje efter at du har læst teksten. Skriv dine svar ned, og til allersidst, når du er færdig med hele gudstjenesten, så send svarene til Marianne.
- en mini-prædiken af Marianne
- en fri bøn
- en salme
1. Forberedelser:
- Hvis muligt, sørg for at du ikke bliver forstyrret de næste 30 min.
- Sørg for at du kan skrive svar ned (enten på computer/tlf. eller på et stykke papir)
- Find et lys frem, og sæt det et sted hvor du kan se det. Tænd det.
- Sæt dig, så du sidder behageligt. Læg mærke til din vejrtrækning. Mærk hvordan du har det. Tag en dyb indånding, og mærk luften strømme ind i din krop – og giv slip på den, så den forlader dig. Træk vejret almindeligt igen.
2. Bibellæsning: Læs teksten (gerne højt for dig selv) og overvej spørgsmålene.
I teksten taler forfatteren til Gud. Teksten står i Salmernes Bog i Bibelen 2020: Salme 139, vers 1-12
Natten er som den lyse dag for dig
Herre, du ser ind i mig, ser alt af mig.
Du ved, hvornår jeg sætter mig og rejser mig,
på lang afstand kan du se, hvad jeg tænker.
Du ved, hvor jeg går, og hvor jeg hviler mig,
du ved, hvor jeg går hen.
Der er ikke et ord på min tunge,
som du ikke kender til.
Forfra og bagfra omslutter du mig,
du holder din hånd over mig.
Det er alt for vidunderligt for mig at forstå,
det er alt for stort at forstå.
Hvor kan jeg gemme mig for dig,
hvor kan jeg flygte hen, så du ikke ser mig?
Hvis jeg rejser op i himlen, så er du dér,
hvis jeg går ned i dødsriget, er du også dér.
Hvis jeg låner morgenrødens vinger
for at slå mig ned ved det yderste hav,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd griber fat i mig.
Hvis jeg siger: ”Jeg vil gemme mig i mørket,
gøre lyset til nat,”
så ser du gennem mørket,
natten er som den lyse dag for dig,
nat og dag det samme.
Spørgsmål:
a. Hvilke ord eller sætninger lægger du mærke til?
b. Hvad handler teksten om?
c. Hvad synes du er vigtigst i teksten?
d. Hvordan tror du forfatteren har det med Gud? (Herre=Gud)
e. Hvordan har du det med Gud?
3. Mini-prædiken
Læs den og lær noget om Gud - eller i hvert fald hvordan din præst opfatter Gud. Tænk over om du er enig.
Gud følger med i vores liv
Når jeg læser den gammeltestamentlige salme, slår det mig, at begyndelsen af den: om Gud der ser alt og ved alt om os, kan forstås som overvågningssamfundets vildeste drøm!! Tænk at kunne læse menneskers inderste tanker og altid vide hvor de er. Det er jo faktisk det alle virksomheder på nettet ønsker at gøre, så de kan gætte vores behov - eller skabe nye - og give os et tilbud vi ikke kan sige nej til. Og det er også noget der er i høj kurs i diktatoriske stater, så man kan holde oppositionen nede og begrænse folks frihed.
Men at Gud ser mig og kender hvert et ord på min tunge, er ikke nogen trussel - det er en lettelse. Hvorfor det? Fordi Gud hverken er en sælger eller en diktator. Gud er kærlighed. Det lys Gud kaster ind over mig og mit liv, er kærlighedens lys. Og når Gud følger med i mit liv, er jeg aldrig helt alene. Gud holder af hver eneste af os som vi er. Gud ser dig og mig som vi er; ikke først vores præstationer eller vores fejl. Han/hun ser os - og elsker os som en kærlig far og mor elsker sine børn. Som en ven holder af sin ven. Og måske mere end det, for uanset deres kærlighed, så er en forælder og en ven jo også mennesker, der kan blive opslugt af deres egne problemer og ind i mellem ikke have tid til os. Gud tager sig altid tid. Selv hvis vi vender os bort fra Gud, vender Gud sig aldrig nogensinde bort fra os.
Guds lys når os på mange måder - i ordene fra Bibelen og sangene i kirken og i anden god musik, i himlens sollys og stjernernes skær, i mennesker der holder af os, i de øjeblikke, hvor vi bliver helt opslugt af noget vi laver. Det er ikke altid at vi lægger mærke til det, men Gud er lige her hvor vi er. Og Gud håber at inspirere os til at se på os selv og hinanden med samme kærlighed, som Gud ser på os. Så vi giver hinanden plads til at være dem vi er. Så vi ser på os selv med milde øjne. Og på andre med milde øjne. Så vi kæmper mod mørkets kræfter, og prøver at være kærlighedens lys for hinanden. Og takker når nogen er kærlighedens lys for os.
4. Salme
Lyt til salmen "Her kan du tænde et lys". Her bliver den sunget af Tine, Helene og Søren til deres konfirmander i Sønder Bjert kirke ved Kolding.
5. Bøn
Nu vil jeg invitere dig til at kigge på det lys, som du tændte i begyndelsen, og bede en bøn. Bønnen kan være lige som du synes, at den skal være. Måske får lyset dig til at tænke på en du holder af. Måske en som ikke er her mere. En som du gerne vil sige tak for eller bede Gud passe godt på. Måske er der noget du er glad for, eller en bekymring eller et ønske for fremtiden der trænger sig på. Hvad der gemmer sig i dine tanker og dit hjerte, ved kun du - og Gud.
Slut bønnen af med at bede fadervor: Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen
6. Send dine svar i en sms
Send dine svar på spørgsmålene til bibelteksten i punkt 2 til Marianne på 50561135
7. Find eventuelt en at arbejde sammen med til på torsdag
På næste torsdag skal du lave din egen opskrift på en hjemmegudstjeneste, hvor du selv vælger et tema og finder bibeltekst og musik og skriver en kort prædiken og en bøn, som passer til temaet. Du må meget gerne gøre det sammen med nogle af de andre fra konfirmandholdet, så I kan hjælpes ad og komme på gode ideer sammen, og det er en god idé hvis du aftaler allerede nu, hvem du vil gøre det sammen med. Det er også helt i orden, hvis du helst vil gøre det selv.
Kommentarer