Tordensol og englekø

Tordensol og englekø

Tordensol og englekø

# Nyt fra Jakobskirken

Tordensol og englekø

Månedens salme i februar er 'Guds nåde er en vintergæk' med tekst af Simon Grotrian og melodi af Jesper Gottlieb. Nr. 826 i '100 Salmer' og nr. 276 i Højskolesangbogen.

Fostergave, tordensol, ammesø og englekø. Jeg er fascineret af de selvopfundne ord, som digteren Simon Grotrian sætter sammen med traditionens hævdvundne udtryk som nåde, angst og Gud. Jeg får lov at synge med om alt det, der står på spil, når jeg er bange, glad, foruroliget, selvoptaget, længselsfuld og grebet af det der er større end mig selv.

Grotrian er optaget af, at vi altid bliver spejlet af Gud. Han får os til at synge med på, hvad Gud kalder frem imellem os og i os. Uanset hvad vi har at græde over hver især, så synger vi os mod til og træder ind i vor Herres håbefulde landskab, når vi synger sammen med andre. Det er Grotrians egen erfaring, som han deler ud af i sin poesi.

Som den ukuelige vintergæk, der skyder frem gennem den frosthårde jordskorpe og de hvide snelag, sætter Guds rige sig igennem imellem os og i vores sind. Den fine hvide klokke rejser sig før foråret slår igennem med sin varme og sit solskin, og sådan viser Guds nåde sig før vi ved af det. Fra før vi blev født er vi omsluttet af den kærlighed, som banker i universets hjerte, en kraft så stærk at den breder sig og er bedøvende ligeglad med at ingen af os har fortjent det.

Det giver mig smil på læben, når jeg på denne årstid igen møder Grotrians fortættede sprog og synger salmen på Gottliebs sangbare toner.

Mogens Ohm Jensen
sognepræst

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed