17.03.2020

Kære alle,

Karantæne betyder egentlig fyrre. Fyrre dage var den tid, bystaten Venedig holdt besøgende ude af byen under pesten, der hærgede Europa fra 1347 fremefter, i forsøget på at undgå smitten. Og siden har man brugt ordet karantæne som fast betegnelse for en tid, hvor man er udelukket fra det øvrige samfund – eller fra fodboldkampe, dagpenge osv. Fyrre dage var ikke grebet ud af luften, men fra den kristne tradition: Fyrre dage var Jesus i ørken og fastede, 40 dage var Moses på Sinai bjerg og fastede, mens han skrev loven ned på stentavler; fyrre dage varer ”fastetiden” i kirkeåret: Den tid, hvor man før i tiden fastede – og nogen gør det stadig. Den tid, der leder op til påsken, ligesom advent leder op til jul. Fastetiden, de fyrre dage fra askeonsdag indtil påske, er lige præcis den tid, vi er i nu. Det tidlige forår. ”Julen varer lige til påske – nej, det er ikke sandt, for indimellem kommer fasten”, sang vi til jul. Og nu er vi virkelig på alle måder i fasten, i karantænetiden.

Det er klart, at vi særligt må tænke på de mennesker, der for alvor er i karantæne og lider under sygdomsudbrud og afsondring fra andre mennesker. VI andre, der er i en mildere karantæne og kun så vidt muligt skal holde afstand til andre mennesker for ikke at smitte dem, mærker dog også en flig af, hvad karantænes isolation vil sige. Men så må vi forsøge at tænke karantænen som en fastetid. Det vil sige en tid, hvor man afstår fra noget, for at fordybe sig i noget andet. Typisk afstår fra det materielle for at fordybe sig i det åndelige. Når vi må afstå fra de udadvendte aktiviteter, må vi fordybe os i de indadvendte. Det kan være mange ting ud over de mennesker, vi deler hus og tilværelse og smitte med. Læsning, film og samtaler, strikning, ting, der skal ordnes, breve, der skal skrives, tanker, der skal tænkes.

Dagens løsens ord fra Det Gamle Testamente er ”Din tjener lader sig advare af dine bud” – fra Salmernes Bog 19,12. Det får mig selvfølgelig til at tænke på, at vi i denne tid også skal lade os advare af myndighedernes bud, men også på, at det at lade sig advare af Guds bud har at gøre med at være opmærksom på, at der er noget man skal afstå fra og lade være med. den frie udfoldelse er ikke alt. Der kan også i begrænsningen og i det at lægge bånd på sig selv være noget værdifuldt – og frem for alt noget hensynsfuldt over for andre mennesker. Det gælder ikke kun, når vi skal lægge bånd på os selv for ikke at sprede smitte til andre, men også i det hele taget. Fastetiden en god tid til at blive mindet om, at JEG ikke skal fylde det hele.

Det Nye Testamentes løsensord hedder kort og godt ”Øv dig i gudsfrygt” (1. Timotheusbrev  4,7). Gudsfrygt er respekt for Gud og altså at have respekt for noget, der er støre end mig selv. Jeg har altid holdt meget af lige præcis dette bibelvers, ikke mindst fordi det efterfølges af sætningen:  ”- for legemlig øvelse nytter kun lidt”, og jeg har altid været en ringe og doven sportskvinde. Gudsfrygt kan gøre én mindre bange – selvom ordet rummer ”frygt”. For i gudsfrygten ligger tilliden til, at Gud er den egentlige magt – og derfor ender det godt. Og hvis det ikke er godt, er det ikke enden. Det må vi tænke på i denne fastetids karantæne.

Med venlig hilsen Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.