Prædiken af Marianne Pedersen fra gudstjenesten søndag d. 14. 2. 2021 (bygger på fortællingen om Jesus der bliver døbt af Johannes Døber, som står i Matthæusevangeliet 3, v. 13-17)

I dag er den første fastelavnsgudstjeneste for voksne jeg har været til, hvor alle er mødt op i kirken med masker på! Desværre har I ikke gjort det fordi det skulle være sjovt – men som en praktisk foranstaltning.

Jeg kan huske hvor lettet jeg blev, da Søren Brostrøm sidste forår sagde at man i sundhedsstyrelsen ikke mente, at mundbind havde nogen effekt på coronasmitten, og at vi ikke behøvede at gå med dem.

Siden fandt man så ud af, at det havde de nok alligevel, og siden efteråret har vi måttet gå med masker når vi handler eller kører i bus og tog – og nu også når vi går i kirke. Heldigvis kan vi stadig gå en tur i det fine frostvejr uden – men nu kan man jo næsten have brug for det til at skærme sig for den kolde vind.

Den anden dag havde en af mine venner lagt et billede ud på Facebook af sig selv med mundbind, hue og briller. Hun skrev at hun havde mødt en som sagde at de næsten ikke kunne kende hende, hvortil hun rapt svarede: jeg har også fået nye briller ?

Hvem skulle have troet at det ville blive sådan – at vi går rundt med halvdelen af ansigtet dækket til, så vi dårligt kan kende hinanden, for at beskytte hinanden. Men nu er det sådan, og vi lærer at leve med det selvom det er helt anderledes, end vi ville have forestillet os. Vi prøver at få det bedste ud af det.

Ligesom Johannes gjorde det, da Jesus kom og ville døbes af ham. Johannes protesterer, hvad søren sker der dog - det er jo ham der skal døbes af Jesus; ikke omvendt. Det var slet ikke sådan det skulle gå for sig.

Johannes har dedikeret sit liv til at være bane vej for Messias. Han har lagt sig ud med hele det religiøse etablissement, han er en revolutionær der kun har ét i sinde: at få folk til at vende om fra deres onde veje. Tiden er knap - han har en klar forventning om at Messias er på vej, og at han kommer med en skovl i hånden, klar til at rydde op på tærskepladsen. Her vil han samle hveden i sin lade, og kornets skaller vil han brænde i en ild, der aldrig kan slukkes.

Johannes ved hvad der venter forude ... indtil det viser sig at han slet ikke ved det, for der kommer Jesus og vil døbes.

Han protesterer, men så lytter han til Jesus' ord - og føjer ham og døber Jesus. Ordet der oversættes med at føje i den danske tekst, af-iæmi, betyder egentlig at lade være med at sætte noget i gang - at give slip. Det er det Johannes gør, han giver slip på sine egne forestillinger og planer og håndterer i stedet situationen på den måde, som Jesus beder ham om gøre det.

Livet udarter sig ikke altid som vi har planlagt det eller som vi ønsker det. Vi kan lade som om vi har kontrol, men det har vi ikke – det mærker vi tydeligt i denne her tid.

For at kunne være i det, er vi nødt til give slip på vores forventninger og forestillinger. Vi er nødt til at håndtere den situation vi er midt i - også selvom det ind i mellem føles som om man er med i en science fiction film. Vi er nødt til tage livet som det er og som det kommer. Prøve at lytte efter hvad der er vores opgave midt i det hele. Hvordan kan vi være med til at gøre en tosset situation lidt bedre? Er der en der har brug for vores hjælp eller en opmuntrende hilsen? Eller handler det simpelthen om at vi tør at vise hinanden at vi også synes at det her er svært, er det nu vi skal stå ved vores egen sårbarhed?

Vi kan lære noget af Johannes Døber, hvis klare forestillinger om hvad fremtiden ville byde på, krakelerede og smeltede i Jordanflodens vand, den dag han gav slip og døbte Jesus.

Og frem for alt kan vi lære noget af Jesus. Jesus var ikke den Messias som Johannes og andre havde forventet – han var ikke engang som man ville forvente at en almindelig jødisk leder var. Han hang ud med fattige og udstødte – og de mennesker der valgte at følge ham, fik deres hverdag og deres forestillinger om mangt og meget vendt godt og grundigt på hovedet.

Ind i mellem blev Jesus også selv overrasket over hvor Guds vej førte ham hen. Men han var til stede og nærværende i alt der skete, han var der hvor der var brug for ham.

Det fantastiske er jo at den fremtid Gud forestiller sig, er meget bedre og større, end Johannes og vi andre har fantasi til at forestille os. Hvem kunne forestille sig at Gud selv ville give slip - og lade sig føde som menneske for at være tæt på os. At Jesus der aldrig havde vandret ad onde veje og ikke havde brug for at blive renset af Johannes' omvendelsesdåb, ville sætte sig i vores sted og gå ud i Jordansflodens mudrede vande. At himlen ville åbne sig, helligånden dale ned og en stemme sige: Det er min elskede søn.

Fordi Jesus gjorde det han gjorde - derfor er der altid en åben forbindelse mellem himmel og jord, mellem os og Gud. Og det der skete i Jesu dåb, sker også i vores egen dåb - og det sker den dag i dag: helligånden daler ned, og Gud siger: du er mit elskede barn.

Det tilhørsforhold er alt vi behøver, det er nok til at vi kan give slip på vores egne forestillinger og forventninger uden at gå til grunde, fordi vi er elsket af en Gud der sætter sig i vores sted, og står skulder ved skulder med os midt i livets mudrede vande. En Gud, der også åbner himlen for os, så det der nu er mudret, en dag kan blive klart og strålende.

I denne tid er det godt at tænke på at vi selv er døbt – uanset om vi var for små til at kunne huske det eller ej. Vi er døbt med vand og helligånd; vi er Guds elskede børn. Og hos Gud kan vi hente styrke og håb, når livet pludselig er helt anderledes end vi havde forestillet os. For Gud er stadig den samme: den der går gennem ild og vand for at være nær ved sine børn.