Prædiken af Marianne Pedersen fra gudstjenesten søndag d. 14. 3. 2021 (bygger på fortællingen om Jesus der sørger for at 5000 mand bliver mætte, som står i Johannesevangeliet 6, v. 1-15)

”Han gik længere op ad bjerget for at undgå dem”. Sådan slutter dagens evangelietekst. Folkeskaren vil have Jesus som deres konge, men han går sin vej!

Kontrasten er stor til vores tid, hvor berømthed er blevet et mål i sig selv – og hvor mennesker på sociale medier nogle gange går langt ud over deres egne grænser, i et forsøg på at give deres følgere dét de gerne vil have.

Jesus nærmest flygter fra sine fans og følgere, fordi han fornemmer at de vil forsøge at tvinge ham i en anden retning, end den som er den rigtige. Han er ikke kommet for at få verdens og menneskers anerkendelse, men for at give noget til verden og de mennesker som lever her; han er kommet for at give os del i Guds kærlighed og lade den forandre verden. 

Og det kan kun ske hvis Jesus går den vej, som hans far har udstukket for ham – kærlighedens og ydmyghedens vej. Jesus vil ikke sættes op på en piedestal, men dele livet med de mennesker der er omkring ham – så længe det er muligt, for i sidste ende vil kærligheden lede ham derhen hvor han må gå alene, til lidelse og død – og opstandelse.

Før vi hører at Jesus stikker af fra menneskemængden, sørger han for at de får noget at spise. Johannes’ fortælling om hvordan bespisningsunderet foregår, er en af mine yndlingsfortællinger i Bibelen. Ikke på grund af det mirakuløse der sker – men fordi det mirakuløse kommer ud af noget helt almindeligt; nemlig et lille barns madpakke.

Jesus tryller ikke brød og fisk frem til de 5000 mand ud af ingenting; han får lov at dele ud af et lille barns madpakke – og dét bliver til mad til mange flere end man skulle tro, at det var muligt. Der er flere der medvirker til at gøre underet muligt: for det første er der barnet, som er villig til at dele sin madpakke med disciplen Andreas og Jesus og alle de andre. For det andet er der Andreas, som interesserer sig for én i menneskemængden, selvom det bare er et lille barn. Måske har barnet været af sted uden sine forældre og søskende, og Andreas ser det står alene, og snakker lidt med barnet, der fortæller om sin madpakke? For det tredje er der barnets forælder, der både har givet ham lov til at tage af sted og givet ham mad med til turen; og lad os nu bare sige det, som det er, det var nok hans mor der sørgede for det med maden dengang.

En mor, der smører madpakke, en discipel der er opmærksom på et lille barn, et barn der gerne vil dele. Og en Gud der gør det umulige muligt – det er opskriften på et bespisningsunder. Og det minder os om at Guds forunderlige kræfter virker i det allermest almindelige; at vi ikke kun kan møde Guds velsignelse i kirken, men sandelig også i vores almindelige liv med hinanden. I brød og fisk, i en picnic i det grønne græs, i de mennesker vi deler livet med.

Guds magt virker anderledes end verdens magt. Guds ånd er virksom også i de små ting, i det stille – næsten uden at vi opdager det. Ligesom dengang profeten Elias skulle møde Gud, og Gud var ikke i stormen eller i jordskælvet eller i ilden – men i den stille susen, der fulgte efter bulder og brag.

Guds ånd kan virke i det stille – også i os. Og en af de måder den virker på, er ved at inspirere os til at hjælpe andre.

De sidste to uger har der været landsindsamling til Folkekirkens Nødhjælp. Nogle af jer har garanteret støttet indsamlingen - måske via Jakobskirkens egen indsamlingside, hvor vi kan se hvor mange penge vi samler ind – ligesom når vi andre år har talt kontanterne i de indsamlingsbøsser, som folk fra sognet har gået rundt med fra dør til dør.

Konfirmanderne hjælper også til med indsamlingen i år – og i den forbindelse har de lært lidt om de udfordringer som mennesker i verdens fattigste lande står med, og også om hvor uretfærdigt goderne er fordelt. Og de gør sig nogle gode observationer: - Mange blev overraskede over at vi danskere er nogle af dem, der udleder allermest CO2: Vi udleder gennemsnitligt 59 gange så meget som en der bor i Malawi, men det er dem i Malawi, der lider mest under klimaforandringerne, fordi det giver tørke og mangel på mad.
- En blev virkelig vred over at høre hvor dårlige vi er til at dele jordens ressourcer og skrev en lang skideballe om os rige lande, der ikke deler med de fattige.
-En anden blev positivt overrasket over at alt i Afrika ikke er elendighed, og mente at vi kunne lære noget: ”De var virkelig glade og taknemmelige for de små ting her i livet, selvom de ingen penge har – og det er der nogen mennesker, der virkelig godt kunne tage til sig.”

Jeg tror at både retfærdig vrede og refleksioner over om den måde vi selv lever på, nu også er den bedste – kan være tegn på at Guds forunderlige kræfter virker i os.

Fortællingerne om det der skete, mens Jesus levede på jorden, viser os at Gud kan være nærværende overalt på de mest forunderlige måder. Også helt andre måder end det vi umiddelbart ønsker os. For vi kan ikke sætte Gud på formel. Hvis vi prøver at gøre Gud til noget Gud ikke er, er det som Gud forsvinder for os, som Jesus der gik væk fra folkeskaren. 

Men vi ved at Gud er kærlighed. Og at kærligheden er stor nok til at der er nok til alle. Jesus kommer for at være livets brød for hver eneste af os. 

Og det er vigtigt at huske på at Gud har givet hver eneste af os noget at bidrage med. Om vi er en mor der smører madpakke, en mand der er opmærksom eller et barn der vil dele med andre – vi er alle sammen en del af Guds skaberværk og en del af Guds virke her i verden.

Bøn

Gode Gud,

Tak fordi du sender din søn og din ånd ind i vores verden, så det underfulde kan ske her hvor vi bor. Tak fordi du sender os til hinanden, og beder os passe på hinanden og dele både det svære og det glædelige. Forbarm dig over os, når vi lader verdslige og egoistiske behov løbe af med os, fortæl os igen at vi er dine, og vis os den vej du vil at vi skal gå.

Giv os lyset tilbage, når hverdagens gråvejr truer med at opsluge vores horisont. Giv os blik for hinanden og for forårets piblen.

Vi beder for dem der glæder sig til at komme tilbage til deres venner i skolen i morgen – lad dem nyde det i fulde drag, og samtidig huske at holde afstand og lade sig teste, så genåbningen kan fortsætte, og verden snart igen bliver sådan at man kan få et kram.

Vær hos alle ensomme, og hos dem, der kæmper med angst og tunge tanker. Hjælp os til at stå sammen og ikke pege fingre af dem der bliver smittet.

Vi beder for dronningen og folketinget, for alle der leder og styrer. Mind vores ledere om at vores brødre og søstre i andre lande også har krav på en retfærdig fordeling af vaccinerne.

Vi beder for freden overalt i verden, og for de mennesker der flygter, fordi andre vil dem til livs, eller fordi livet er umuligt. Vi beder for alle der arbejder i Folkekirkens Nødhjælp og alle, der får hjælp af deres projekter rundt omkring i verden, giv dem en fremtid med håb og mæthed. Vi beder for alle der er syge, giv dem livsmod og håb om helbredelse, vi beder for alle der plejer de syge, giv dem udholdenhed.

Vær hos de døende og dem der sidder ved deres side. Og alle der har mistet en de elsker.

Vær hos alle familier og alle der ingen familie har.

Velsign os alle med hjerterum og overbærenhed.

Gud, vi beder for os selv og vore nærmeste. Hør vor stille bøn for det, som ligger hver enkelt af os på sinde:

Fadervor …