Prædiken af Marianne Pedersen (med udgangspunkt i palmesøndags fortælling om Jesus og disciplene der rejser ind i Jerusalem, Matthæusevangeliet 21, 1-9)

Det er noget mærkeligt noget med de æsler der står klar, så disciplene kan hente dem, og Jesus kan gøre den rette entré i Jerusalem. Det kan selvfølgelig være en senere forfatters tilføjelse, der skal understrege at der er en klar sammenhæng mellem de gamle profetier om Messias og Jesus. Men billedet af den ydmyge fredskonge på æslet, passer godt med den måde Jesus er på, han er jo netop ydmyg – han lytter til de mennesker der opsøger ham, han vasker disciplenes fødder, han gør sin himmelske fars vilje. Og måske kommer han ridende på et æsel, fordi det netop er vigtigt for ham at folk forstår, at Gud har valgt den ydmyge, fredelige vej. Gud opsøger os mennesker for at give os sin befriende kærlighed, og når det handler om kærlighed kan der aldrig være tale om tvang – vi er frie til at tage imod den eller vende ryggen til.

Uanset hvad det er med de æsler, og hvorfor det er sådan Jesus skal komme ind i Jerusalem, så er det med til at give en fornemmelse af at det der er på vej til at ske, nu er uafvendeligt. Det er som om en kæde af begivenheder er sat i gang, og det kun kan gå én vej.

Jesus har prøvet at forberede disciplene på hvad der skal ske i Jerusalem; at han skal tages til fange og dømmes til døden og korsfæstes. Men også opstå fra de døde efter tre dage. I begyndelsen ville de ikke høre. Peter prøvede at gå i rette med ham og sagde at Gud da ville passe på ham, men Jesus vendte ryggen til Peter og beskyldte ham for at være Satan selv, der prøvede at lokke ham væk fra Guds vej.
Nu siger disciplene ham ikke mere imod, de går sammen med ham, men hvad mon de tænker? Er de bange for hvad der skal ske med ham? Med dem selv?
Vi ved det ikke, men vi ved at de går med. De går ind i et ukendt mørke, de holder ud – sammen.

Sådan har mange af os vist haft det i det sidste års tid; som om vi stirrede ind i et ukendt – og uventet – mørke. Måske har vi det stadig sådan, her på vej ind i en påske der for andet år i træk, bliver anderledes end den plejer. Med færre påskefrokoster, mindre gensyn med familie og venner. Men dog i år med muligheden for at komme i kirke; bare 30 min. og ingen sang eller kirkekaffe, men vi er her sammen. Sammen med hinanden. Og sammen med Gud. Guds nærvær gør en forskel, det er et lys der skinner ind i det ukendte mørke.

Jeg talte med et familiemedlem den anden dag, en ældre mand, der stadig er nysgerrig på livet og vores verden. I de senere år har han læst en del af både astrofysik og teologi i en søgen efter svar på livets store spørgsmål. Han fortalte mig, at det var som om det var faldet på plads for ham nu. Hans aktivitetsniveau har været minimeret i det seneste år, sådan som det har været det for mange af os, både pga. corona-restriktioner og. sygdom, og han havde ikke kunnet komme i kirke som han plejede, men midt i det hele havde han fundet en ro med sin tro. Det var kommet bag på ham, men det var tydeligt at det var godt.

Han sagde at han havde accepteret, at han aldrig ville komme til at vide det hele. En slags accept af det som Paulus kalder den stykkevise erkendelse, at vi endnu ser i et spejl, i en gåde. Selvom han netop oplevede at han ikke havde adgang til svarene, så var han ikke længere i tvivl om at fundamentet var i orden: At der er en kærlig Gud, som er med i alt der sker. Han fortalte at hvor det før havde generet ham at nogle forskere mente en ting – og andre noget andet, og han hele tiden havde søgt efter hvad der var de rigtige svar, så kunne han godt være i den uafklarethed nu; folk kunne mene hvad de ville, for ham var det vigtigste på plads. Han kunne ikke sige hvordan det var sket, roen var der bare.

Jeg tænker at det er noget af det fineste ved troen på Gud, at den kan være vores anker, når vi er ude i omskifteligt vejr. Den giver ro og hjælper os til at stå fast, når omstændighederne truer med at vælte os omkuld. Ja, selv når vi vælter, bliver vi holdt fast og holdt om.

I dag er kirken udsmykket både med palmeblade og med tegninger, som konfirmanderne har lavet med udgangspunkt i deres konfirmationsord, som de selv har været med til at vælge. Da jeg kiggede på de bibelcitater, de har valgt ud i år, så slog det mig at fokus i højere grad end det plejer, er på Gud som den der er med os, også i fremtiden, den som giver trøst og styrke – Gud har vores ryg, som en af konfirmanderne sagde det. Og jeg tror at det afspejler at den virkelighed vi lever i, her mens de unge går til præst, på mange måder er blevet rystet lidt og virker mere usikker. Og i sådan en situation er det godt at vide at man kan læne sig op af Gud, som ikke ryster spor, og hvis nærvær man kan stole på.

Når man står i en forandret hverdag og ser ind i en uforudsigelig fremtid, er det svært ikke at blive påvirket af det. Hvad enten vi bliver bekymrede eller indadvendte, irritable eller måske oprørske af det.

Heldigvis ved vi at vi ikke står og kigger ind i det ukendte land alene; Gud er ved vores side – og mere end det, Gud er også gået i forvejen for os. Gud viste sig i Jesus som den der ikke viger tilbage for at gå ind i mørket, den der drevet af kærlighed gik for os ad smerternes gade. Han forstår vores kvaler og samtidig overvinder han dem. Også for os.

Derfor kan vi gå en usikker fremtid i møde med oprejst pande, og prøve at få det bedste ud det, prøve at være der for hinanden og stole på at Gud er der for os. Sådan som disciplene gik fremad sammen med Jesus ind i Jerusalem den dag. Vi ved noget i dag, som de ikke helt kunne vide sig sikre på dengang – nemlig at den ydmyge fredskonge på æslet har fat i det længste strå – eller palmeblad, om I vil :-)