Prædiken søndag d. 13. juni 2021 af sognepræst Mogens Ohm Jensen, Jakobskirken i Roskilde, med udgangspunkt i hvad apostlen Johannes skriver om sammenholdet i menigheden (1. Johannes' brev kapitel 3, vers 13-18) og lignelsen om den store fest (Lukas-evangeliet kapitel 14, vers 16-24). 2. søndag efter trinitatis.

”De kender hinanden ... Godt gammeldags kammeratskab ... Deres liv er foldet ind i hinandens.” Sådan sagde fodboldlandsholdets træner Kasper Hjulmand, da han efter landskampen i Parken ved EM i går aftes skulle forklare, hvorfor alle spillerne var så dybt berørte af Christian Eriksens kollaps på banen.

Der er chokket, uroen når en medspiller uventet falder om og er helt væk, den angst og bekymring som det skaber. Og så er der kammeratskabet, måden vi er forbundne på. At det ikke bare er en medspiller, men en vi interesserer os for. Vi er på hold med hinanden – også i en bredere betydning.

Det er det, som fodbold kan, udover det sportslige: være et spejl for os. I den lille verden, som banen er, i det lille samfund som holdet er, spejler vi os, og i det finder vi normer for det store samfund og vores fælles liv. Vi opdager værdien af sammenholdet, at vi vil gøre vores bedste for holdet, og at der står noget større på spil. Vi mærker den fælles sag vi kæmper for, i sangene og musikken og landsholdsfarverne som vækker store følelser. Vi kan godt tale i ’os og dem’, for der er en modstander vi gerne vil slå, men fairness betyder også noget i måden, man behandler sin modstander på.

I den lilleputverden, som fodboldbanen er, er der plads til individualitet og kreativ udfoldelse i spillet – og alle mærker samtidig, at der skal en fælles indsats til hvor vores handlinger er afstemt med hinanden, for at vi når i mål med det vi gerne vil.

I kan høre, hvordan sproget er ladet med værdi-ord. Ligesom landstrænerens udlægning bagefter, hvor han lagde vægt på kammeratskabet og hvordan spillernes liv er foldet ind i hinandens.

For landsholdet er jo også et konkurrence-fællesskab, hvor man kun spiller med inde på banen fordi man er bedre end ham der sidder på bænken. Du skal hele tiden vise, at du kan det, at du vil det. Har du en dårlig dag, bliver du skiftet ud - og har du en dårlig periode bliver du ikke udtaget til næste landskamp.

Men vi spejler os i det, alle os der ser på. Normerne fra det lille stykke græs smitter af på, hvordan vi synes det skal være i måden vi er familie på, i skoleklassen og i naboskabet på vejen og i opgangen, selv om vi godt ved at det bliver det nok aldrig.

Apostlen Johannes kan derfor godt have ret i sine værdi-ord: ”vi elsker hinanden”. Det er sammenholdet i menigheden, som er den afgørende forskel, når han sammenligner menigheden med alle de andre grupper af mennesker som han kender. At kærligheden mærkes på den måde vi handler på og er på over for hinanden.

Kærligheden er kendetegnet, selv om sammenholdet bliver udfordret, når nogen i menigheden føler sig udenfor, og når det sker at man ikke behandler andre ordentligt. Netop en menighed kan være et barsk fællesskab, hvor man hurtigt kan få at vide, at ’du spiller ikke godt nok’, for nu at blive i fodbold-jargonen. Der er meget skam på spil i menigheden.

Kasper Hjulmand sagde efter kampen, da det viste sig at Danmark tabte 1-0 til Finland, at det er totalt meningsløst at tale om fodbold, når det eneste vigtige er, at Christian har det godt.

Bevidstheden om, at der er noget der er vigtigere end fodbold. Livet selv, det at vi kan rammes af en pludselig skæbne. Også her spejler vi os og mærker i al sin glæde og alvor, at vores liv er sårbart og skrøbeligt. Vi forstår intenst, at det gælder om at værdsætte livet og hinanden, for det kan pludselig være væk.

Og det er her, at lignelsen om invitationen og den kraftige reaktion bliver forståelig. Den noble herre, der inviterer alle hans ligemænd og forbundsfæller til fest og oplever at blive afvist, bliver krænket på sin ære. De regner noget andet for vigtigere end at deltage i den glæde og den bekræftelse af hans sociale status, som hans fest er udtryk for. Holdfølelsen er væk, den er gået i opløsning.

Og hvordan reagerer han? Han bliver rasende. Hvad bilder de sig ind? Men i stedet for at sætte sig i sin ensomhed bliver manden skamløs. Han inviterer nogle helt andre. Dem hvis deltagelse i festen ikke kan kaste ære over hans navn, dem som ikke er hans ligemænd: de fattige og forkrøblede og blinde og hjemløse – mennesker han normalt aldrig ville sammenligne sig med eller omgås.

Tænk at vrede kan kalde noget nyt frem. I hans raseri går han ud over alle grænser og ud over sin egen historie. Holdfølelsen bliver trukket ud i det ekstreme og der opstår et anderledes sammenhold på tværs af det normale. For livet er her og nu, og hvis ikke vi kan dele det med hinanden, hvis det går op i taktik og konkurrence og alliancer, så mister vi det egentlige.

Den, der kan række hånden ud og se et medmenneske i en, vi normalt aldrig ville have med at gøre, har forstået hvad Guds rige dybest set gælder. Ære og skam er ikke det, der gør os til mennesker. Det er kærligheden. Eller som landstræneren sagde: det er totalt meningsløst at tale om fodbold, når en kammerats liv står på spil.

Det er sådan, apostlen Johannes argumenterer. Han skriver: ”Vi ved hvad kærlighed er, fordi Jesus satte sit liv til for os. Nu er vi også forpligtede til at sætte livet på spil for hinanden.”

Gud har sat sig ud over sig selv for at inkludere os i sit fællesskab, i det evige liv. Når vi spejler os i det, opdager vi en glæde der får os til at handle på nye måder.