Prædiken af Marianne Pedersen, holdt i Jakobskirken d. 10. oktober, 19. søndag efter Trinitatis - se dagens bibeltekster her.

Hvor meget skal man egentlig tro for at blive konfirmeret? Eller døbt? Eller gå i kirke? Sådan spørger konfirmanderne nogle gange, og det er ikke så underligt. Den tid man går til præst, er jo en tid hvor man overvejer sit forhold til Gud og tro og kirke - for mange unge er det måske første gang de sådan rigtigt tænker over det, og det er ikke spor mærkeligt at man kan komme i tvivl om hvad det betyder for én. - Det kan man også selvom man er voksen, kan jeg hilse og sige ...

Men jeg synes der bliver flere og flere - både unge og voksne - som kommer i tvivl om, om de nu også tror nok. Det er som om mange tror, at man skal kunne stå 100% inde for alting i kristendommen for sige ja til Gud og ja til at blive konfirmeret. Jeg tror det afspejler, at vores samfund bliver mere og mere individualiseret - og der er en udtalt forventning til os alle sammen, om at vi skal være autentiske og altid kunne argumentere for, hvorfor vi gør som vi gør. En forventning som nemt kan få os til at føle os pressede.

Men tro er ikke en tjekliste med punkter, som vi skal kunne stå inde for. Hvordan skulle nogen også kunne det, når der netop er så meget ved Gud og troen der er mystisk, og som overgår vores forstand? Vi kan aldrig overskue det hele, men vi kan være åbne og nysgerrige og tage imod det som Gud giver, og når vi gør det, så er det et udtryk for tro. Tro er ikke noget vi skal præstere.

Det fremgår tydeligt i dagens evangelium hvor Jesus helbreder en lam mand. Her hører vi ingenting om hvad den lamme mand tror og føler; han lader sig bare bære frem til Jesus af sine fire venner, der gør alt hvad de kan - laver hul i taget og firer ham ned, for at få ham frem. Jesus spørger ikke hvad manden vil, eller om han tror på Jesus - han ser bare hans nød og vennernes tro og siger til den lamme mand: "Søn, dine synder tilgives dig."

Det græske ord for tro - pistis - kan både betyde tro, tillid og trofasthed, og vi ved ikke hvilke af de betydninger der er i spil, når der står, at Jesus ser deres tro. Det er tydeligt at de fire venner er trofaste overfor deres ven, men vi ved ikke om de bærer ham til Jesus, fordi de faktisk tror at han kan hjælpe, eller fordi de er desperate og vil prøve hvad som helst ... Og det er heller ikke så vigtigt, for ingen behøver at imponere Jesus - han kender os allerede og holder af os som vi er. Tro har noget at gøre med at høre til i et fællesskab - et fællesskab med Gud og med hinanden.

Da Jesus hjælper den lamme mand, kalder han ham for "Søn" - noget der angiver at Jesus har omsorg for ham og føler sig forbundet med ham, også selvom de ikke har mødtes før. Når Jesus helbreder, er det aldrig bare et mirakel, som han udfører for at bevise sin magt - det er nærmere som om al den omsorg og kærlighed han har i sig, løber over og gør godt, overalt hvor han opholder sig. I hans nærvær bliver mennesker set og helbredt.

Forleden var jeg inde og se en fransk film der hedder "Os to". Den handler om to ældre kvinder, Madeleine og Nina, der elsker hinanden. De holder det hemmeligt for ikke at såre Madeleines børn, der ikke har forståelse for deres mors nye lykke. De to kvinder har igennem flere år haft to lejligheder lige overfor hinanden i opgangen - de bor i Madeleines lejlighed sammen, men når der kommer nogen på besøg, så smutter Nina over i sin egen lejlighed.

En dag bliver Madeleine ramt af en blodprop, som gør at hun bliver delvist lam og ikke længere kan tale; og da hun kommer hjem fra hospitalet, hyrer hendes børn en hjemmesygeplejerske til at tage sig af hende. Nina, som børnene kun kender som deres mors nabo, er pludselig forvist fra lejligheden og fra sin elskede -  og Madeleine er ikke i stand til at give udtryk for hvor meget hun savner hende.

Filmen skildrer på fineste vis hvordan Nina og den kærlighed de deler, trods mange forhindringer, bringer Madeleine tilbage til livet og til et bedre helbred. Det lægerne, hjemmesygeplejersken og sønnen og datteren ikke kan, det kan Ninas kærlighed. 

Man ser, hvordan Nina griber ind da sygeplejersken har svært ved at mase Madeleines fod ned i hendes ballerinasko, og Nina tager fat med en anderledes ømhed - og oplever at Madeleine reagerer og kigger på hende i stedet for bare at sidde passivt hen. Senere sætter Nina en sang på, som de to har danset til mange gange, og musikken får Madeleine til at rejse sig op, som om hun vil danse. Og en dag er der pludselig én der hamrer og banker på Ninas dør, og da hun åbner, står Madeleine udenfor og kaster sig i hendes arme - mens hendes datter ser måbende til fra den anden side af opgangen. Da børnene finder ud af, hvad der er på spil imellem de to kvinder, gør de alt hvad de kan for at forhindre deres mor i at se Nina - også selvom de kan se, hvordan moderen liver op og får det bedre, når hun er sammen med hende; det er som om deres egne følelser og fordomme kommer i vejen for deres kærlighed til deres mor, så de ikke kan se, hvad der er til hendes bedste.

Madeleine og Nina genfinder hinanden; Madeleine genvinder ikke talens brug, men hun er ikke længere lam - hun udtrykker sig med sit kropssprog og sine handlinger. Filmen illustrerer hvordan man med kærlighed kan nå ind til et menneske og hele det, som ellers var skadet og i stykker. Og den illustrerer også hvor ondt det kan gøre, når kærlighed gøres betinget, og man kræver at nogle skal skjule en del af hvem de er, for at blive elsket.

For os er det svært at elske ubetinget, men det er det heldigvis ikke for Gud. Det er det vi ser, når Jesus helbreder den lamme mand. Han ser hans og hans venners nød, og han reagerer straks med barmhjertighed og kærlighed.

Jesus bruger ordene "Dine synder er tilgivet", og de ord forarger de skriftkloge! De synes det er blasfemi, for kun Gud kan tilgive synder - og de kan jo tydeligt se at Jesus er et menneske som dem selv. De er så optaget af at opretholde den lov og de regler de kender som sande, at de ikke ser det fantastiske der sker lige foran dem. - Ligesom Madeleines børn ikke ser hvordan Ninas omsorg kalder Madeleine tilbage til livet og giver hende førligheden igen. De skriftkloge ser ikke at Gud selv er lige der sammen med dem, nærværende i Jesus, og får forunderlige ting til at ske. Mens den tidligere lamme mand tager sin båre og kan gå derfra selv, og andre udbryder: "Aldrig har vi set noget lignende!", sidder de skriftkloge og mundhugges om hvordan Jesus dog kan tillade sig at sige det han gør!

Det sker også for os - vi kan være så selvoptagede, at vi ikke er opmærksomme på det der sker lige for næsen af os. Eller måske lukker vi bevidst af, fordi det at være åben og deltage ville kræve at vi opgiver nogle af de måder, vi er vant til at se på verden og Gud og hinanden på?

Når Jesus tilgiver den lamme mands synder, så tror jeg ikke, at det har noget at gøre med at han selv skulle være skyld i sin sygdom - den tanke var ellers ret almindelig på Jesu tid. Jesus tilgiver mandens synder, fordi han vil helbrede ham fuldt og helt - ikke kun hans krop, men også hans sind og hans ånd. Han vil sætte mennesker fri fra alt det der låser os fast, ikke kun rent fysisk, men også mentalt, som når vi bærer rundt på skyldfølelse over alt det vi ikke gør godt nok, eller det vi gjorde forkert.

De skriftkloge har sådan set ret - der er kun én der kan tilgive synder, og når Jesus kan, så er det fordi han får sin myndighed og magt fra Gud, som er kærligheden selv. Myndigheden er kærlighedens kraft - det er den der virker i ham og igennem ham, det er kærligheden der heler og helbreder og sætter mennesker fri. 

Jesus heler alt det skadede én gang for alle med sit liv og sin død og sin opstandelse - men vi har brug for at høre det igen og igen. Fordi det kan være svært for os, som selv har svært ved at elske ubetinget, at forstå at det virkelig er det Gud gør, og at kærligheden kan hele det brudte og gøre alting nyt. 

Igen og igen falder vi på vej mod det som er godt og rigtigt, vi slår os og gør livet svært for hinanden, men Gud bliver ved at rejse os op. Tro er at tage imod Guds udstrakte hånd. Og lade Gud hjælpe os, sådan at vi kan bruge vores egne hænder, ikke til at stjæle andres lykke,- men til at bære bårer og fjerne tage, sætte musik på og hjælpe andre skoene på; ja, på at frembringe noget godt til den der har behov for det.