Smilet er Rigmors smil. Stilfærdigt, bredt, ægte. Jeg aner hareskåret i læben, som hun blev født med. Glimtet i øjet er der, humoren som altid trængte sig vej frem. Blikket er varmt. Hun siger bare ingenting mere.

Rigmor plejede at se på mig og på andre med sit faste blik, når hun ville fortælle noget. Nu begrænser hun sig til enstavelsesord. ”Godt” og ”Ja”. To ord på et helt besøg. Og smilet.

Som Rigmor sidder der i kørestolen, bred og hun blunder lidt, er det svært at få øje på forstanderen, den bevidste pædagog, der i 30 år ledte institutionen for 18 piger i teenagealderen, som skulle hjælpes videre i livet. Unge som skar i sig selv, kom fra hjem med alkoholiserede forældre, var i oprør mod skolen og lærerne eller havde været udsat for seksuelle overgreb. Det håndterede Rigmor sammen med en dygtig medarbejderstab, og efter 2 – 4 – 6 år var det unge kvinder, som tog derfra med en større robusthed og en afklaring med, hvad de ville med livet. En af dem var Lisbeth Zornig Andersen.

Mine besøg på plejehjemmet er ikke så hyppige. Jeg er jo ikke familie. Rigmor sad i menighedsrådet og var med til at ansætte mig, da jeg som ung nyuddannet præst fik mit første embede. Hun troede på mig. Det kunne jeg se i blikket, på hendes smil og i hendes tillidsfulde måde at inddrage mig i hendes overvejelser, når noget vigtigt skulle besluttes i menighedsrådet. Jeg mærkede det på den måde, som hun bakkede mig op på, når jeg havde brug for en at støtte mig til eller høre en ’second opinion’.

Rigmor har altid elsket at synge. Så det gør vi – eller rettere: det gør jeg. Med sine enstavelsesord når Rigmor ikke langt i teksten. Men at holde hendes hånd imens er fint nok. Den er varm. Der er kontakt. Og når jeg synger med hende, kommer smilet frem igen, og blikket holder mig fast. Der er ingen genkendelse, men der er spejling i at sidde der og bekræfte den gamle dame i, at hun ser glad ud, at solen skinner, at livet er godt og at Gud er kærlig.

Jeg synger ’Dejlig er jorden’ og andre velkendte salmer og sange, som har formet Rigmor og præget hendes livssyn. Horisonten og holdningerne i sangene har gennem Rigmor smittet af på alle dem, som hun tog under sine vinger i et langt arbejdsliv og engagement som socialpædagog.

Rigmor har levet sine sidste 15 år med demens. Hun holder endnu. Det gør jeg også. For der er så meget, jeg er hende taknemmelig for. Og jeg er medarbejderne på plejehjemmet taknemmelig for, at de hver dag er omkring Rigmor med respekt og kærlig pleje. De sørger for hendes tøj og personlige hygiejne og varetager værdigheden på bedste vis.

For 15 år siden var den begyndende demens tydelig for alle. Jeg spurgte hende bekymret: ”Rigmor, hvad nu hvis det går dig ligesom din mor i Brovst, som blev så dement, at hun ikke kunne genkende dig?” Rigmor så på mig med sit faste blik og sagde roligt: ”Det stoler jeg på, at der er nogen, der tager hånd om”. I det øjeblik smilede hun ikke, men var klippefast i sin tillid til, at vi mennesker ikke behøver at magte alting selv.

Det tænker jeg på, når jeg beder Fadervor sammen med Rigmor, efter at vi har sunget.

Hun svarer ikke, når jeg rejser mig og siger farvel. De to ord i dag var nok: ”Godt” og ”Ja”. Rigmors smil tager jeg til mig og med mig.

Mogens Ohm Jensen

sognepræst