Der er mere end 13.000 af dem. De er på hver dag. Bakker op, tager ansvar, lever med. Synger når de mødes. Nogle gange mødes de for at træffe svære beslutninger: fyre en medarbejder, spare 475.000 kroner i budgettet, eller videregive kritik til præsten på en ordentlig måde uden at det bliver personligt.

Menighedsrådene i Folkekirken er det mest nærdemokratiske organ, vi har i Danmark. Et mere fintmasket netværk end byrådene. Tættere på borgerne end regionsråds- og folketingspolitikerne. Det er mennesker fra lokalsamfundet og kvarteret, som føler for deres kirke og tager ansvar for det liv, som vi bliver inspireret til af kristendommens sange og fortællinger.

De gør det ikke for deres egen skyld. Jo, det gør de selvfølgelig også! Men de er sig bevidst, at de sidder på et mandat.

De er medlemmernes repræsentanter, og deres hverv er at arbejde for kirkens liv og vækst. De ansætter musikpædagogen, så de små til babysalmesang kan blive vugget i søvn til tonerne af ”Sov sødt, barnlille”. De bestiller maleren, så konfirmanderne har ordentlige lokaler at blive undervist i. De organiserer på ledelsesniveau, at der er faglært personale til at spille, synge og tage sig af kisten og blomsterne ved begravelsen.

Og de gør det med et smil. De fleste af årets dage, i hvert fald. Selvfølgelig ikke på de dage, hvor det er de svære beslutninger, der skal træffes. De smiler, fordi det giver mening, og fordi de kan se, at det nytter noget. I Folkekirken er vi med i en bevægelse, som genererer glæde, sammenhold og håb, og den er både lokal og global.

Løb med stafetten

De er stafetløbere, de mere end 13.000 kvinder og mænd i menighedsrådene. De er traditionsbærere på den fede måde, hvor de rækker noget videre, som har betydning for vores måde at leve på. Tradition handler ikke om at konservere, så alting skal blive ved med at være som det var, hvor ingenting må røres eller ændres. Tradition handler om, hvad der betyder noget for os, og hvilke værdier vi gerne vil have præger vores liv sammen også til næste år, når min søn skal konfirmeres og min datter skal giftes.

Så menighedsrådene skaber innovation. De får den idé at holde frivilligfest og samler spejderlederne, kaffedamerne, nørklerne og dem som planlægger kulturkirkeaftener, så de kan netværke med hinanden og blive anerkendt for deres indsats. De flytter gudstjenesten ud under åben himmel en sommerdag, fordi det giver nye perspektiver på prædikenen, når den holdes i naturens katedral.

Det har jeg stor respekt for. Ligesom jeg synes det er flot, at nogle fra mit sommerhusområde tager tjansen i grundejerforeningens bestyrelse, at min kone ville være med i klasserådet da min søn gik på Østervangsskolen, og at Kaspers far vil være fodboldformand i Roskilde KFUM. Der er brug for det.

Du bestemmer, hvad din kirke kan

Til efteråret er der valg til menighedsrådene. Kirsten, som er formand for menighedsrådet i Jakobskirken, er ikke sikker på, om hun genopstiller. ”Jeg vil ikke være taburetklæber”, siger hun. Hun har været med i 20 år, de sidste 10 år som formand. Hun gør det så godt, at alle opfordrer hende til at blive ved.

Men det er også fair at sige, at nu har jeg udlevet mine ambitioner, eller nu er det en andens tur til at tage tjansen. Frivillighed lever af engagement, af at man oplever man gør en forskel for andre og at man selv får noget ud af det som giver mening. Og alting har sin tid.

Valget er åbent, så enhver med lyst til at præge sin lokale kirke kan stille op. Blot skal man være medlem af Folkekirken, naturligvis, og være fyldt 18 år. For det er penge man sidder med, det er arbejdspladser man administrerer, så der skal omtanke til. Og hjerte. 13.000 af slagsen, faktisk, på landsplan. Opstillingsmøder holdes til september, men allerede nu er processen i gang med at prikke folk på skulderen og spørge: er det ikke noget for dig?

Mogens Ohm Jensen
Sognepræst