- prædiken holdt i Jakobskirken Allehelgen søndag d. 6. 11. 2022 med udgangspunkt i bibelteksterne: Johannes Åbenbaring 21, 1-7 og Matthæusevangeliet 5, 13-16.

Det er så smukt, det rustrøde, gule og brune efterårsløv, der ligger alle vegne for tiden. Da jeg skulle forberede dagens prædiken, gik jeg en tur i de raslende blade, og det slog mig, hvordan årstiderne og naturen er en evig påmindelse om at alting forandres. Tag bare vores egne kroppe; vi forandres som årene går, vi vokser, får ar, store muskler, rynker og på et tidspunkt krymper vi lidt igen - ikke ulig efterårsbladene.

Vi mindes dagligt om altings foranderlighed, og alligevel lever vi helst, som om alting varer ved. Når død og tab rammer, kan vi nemt blive slået omkuld og miste fodfæstet, og det tager tid at acceptere forandringen og give slip på det der var.

Når vi mister en vi elsker, har vi som oftest ikke spor lyst til at give slip på dem. Kærligheden binder os stadig til hinanden. Men før eller siden er vi jo nødt til at give slip - og hvordan gør vi det så på den bedst mulige måde, så vi kan leve videre og tage det gode vi fik af dem, med os?

Måske kan vi lære noget af træerne og buskene? Bladene blæser ikke bare tilfældigt af træer og buske i efteråret; det er planterne selv, der giver slip på bladene for at undgå fordampning og kuldeskader på ugunstige tidspunkter. Når dagslængden og temperaturen kommer langt nok ned, begynder planten af sig selv en proces, der bl.a. sikrer at de næringsstoffer der er i bladene, transporteres til andre dele af planten, så de kan komme med videre i plantens liv, når bladene slippes.

Så sindrigt er træet skabt med en naturlig proces, så det kan håndtere løvfaldet på en måde, hvor det beskytter sig selv fra den værste skade, ved - når tiden er inde - at give slip og inden da trække vigtige stoffer med til sit videre liv. Og ligesom træet, tror jeg egentlig at vi mennesker også er skabt til at kunne håndtere løvfald i form af dødsfald, tab og forandring i vores liv. I hvert fald når vi støtter os til hinanden og til Gud.

Når vi bærer sorg eller på anden måde skal prøve at håndtere en livskrise, er det allervigtigste, at vi er forbundet med familie og venner og med Gud. På samme måde som træer er forbundet igennem deres rodnet og de svampe der trives der, og kan sende hinanden næringsstoffer ad den vej, så kan vi hente hjælp i den omsorg og støtte vi får fra vores nærmeste. Der er ikke noget vi behøver at gå igennem alene. Det ved I som sidder her i dag formodentlig alt om, for jeg håber og tror at de fleste af jer har mærket opbakningen fra jeres nærmeste og betydningen af at stå sammen i sorgen.

Det er sjældent nemt at give slip på nogen eller noget; det ligger i selve formuleringen, at det er noget vi holder godt fast i. Men hvis vi holder for krampagtigt fast i mindet om vores døde, så kan vi komme til at stirre vi os blind på det vi har mistet, i stedet for at glæde os over det vi har fået. Alt det liv vi har delt med dem, den kærlighed de har givet os, fortjener ikke at gå til i sorg og savn. Der er meget livsglæde at hente i taknemmeligheden over det gode vi har fået, og tankerne om hvordan vi kan bære det med videre. Ligesom træet, der transporterer næringsstoffer i sikkerhed, så det får dem med videre i livet.

I langt de fleste tilfælde er der en masse godt at bære med videre - men hvad er det så vi har brug for at give slip på? Det er naturligvis forskelligt fra menneske til menneske. Der hvor vores forhold var ukompliceret og kærligt, er det måske drømme og planer, der ikke nåede at blive ført ud i livet; det kan også være det at slippe overbevisningen om, at vi nu ikke længere har et menneske i vores liv, der forstår os - og turde åbne sig mod andre, også selvom de måske ikke forstår os lige så godt.

Og der hvor vores forhold til den vi har mistet, var kompliceret, er det måske mere blandet, og der kan også være skyld og vrede og dårlige mønstre, som vi har brug for at give slip på.

Processen er nødvendig. De nye skud på træernes grene kommer først efter at de gamle blade er væk, og træet er kommet gennem vinterkulden, og lyset og varmen begynder at vende tilbage. Noget må slippe, for at det nye liv kan vokse frem. Der kommer en dag, hvor det er tid til at give slip - for at nyt lys kan strømme ind, og vi kan dele de gaver vi har fået gennem livet med den vi nu savner, med andre. Være salt og lys, som der står i dagens bibeltekst.

Er det egentlig rimeligt at kræve at vi skal være jordens salt og verdens lys, når vi har mistet og ofte ikke føler os spor kraftfulde eller opløftende? Ja, siger Jesus, der netop henvender sine ord om at være salt og lys til fattige, til dem der anses for små og ubetydelige, til dem der sørger, og dem der forfølges, fordi de følger ham.

Ja, siger Jesus, der er brug for dig, også når du sørger og længes.

Vi kristne er præcis lige så udsatte og sårbare som alle andre mennesker - vi står på samme udsatte sted som mennesker der ikke tror eller tror på noget andet. Den eneste forskel er, at vi som kristne ved at Gud også står der, sammen med os. Gud har lovet altid at være hos os, også i livets kriser. Og vores tro er at Gud både er hos os, der ved at Gud er der, og dem der ikke gør.

Den viden eller tro er til gengæld altafgørende; og en stadigt rindende kilde til mod og håb og kærlighed, for den der tager det til sig. Vi hører sammen med Gud under alle forhold. Uanset hvad der sker, så forandrer Guds kærlighed og trofasthed overfor os og sit skaberværk sig aldrig. Gud ER kærlighed. Og i kærlighed har Gud bundet sig til os og til at give os en fremtid, uanset hvad der sker.

"Se, jeg gør alting nyt", siger Jesus i Johannes' vision om fremtiden hos Gud med en ny himmel og en ny jord. En fremtid, hvor Gud og mennesker bor sammen, og Gud tørrer tårerne væk fra vores øjne og sørger for at der ikke mere er død eller sorg eller smerte, men rindende vand fra livets kilde.

Vi har et tilhørsforhold til en Gud, der elsker os og lover os at vi altid hører til, også midt i det der er svært - og at der er en fremtid for os. Gud lover os ikke stabilitet og sikkerhed, men kalder os til at være salt og lys i en verden, hvor der i den grad er brug for begge dele.

Salt, der kan bevare os fra fordærv og forråelse og give smag til vores til tider alt for ligegyldige og ligeglade virkelighed. Lys, der trækker os ud af mørkets frygt, og får os til at få øje på hinanden - og nuancerne i vores verden. 

Der er brug for os og for det salt og lys som Gud sender os ud i verden med, og derfor kan vi ikke blive stående og holde fast i det som var, når det er løvfaldstid. Vi må gøre som træet og give slip - i tillid til at nye knopper vil spire frem og livet blomstre op på ny.