Søndag den 29. januar sagde vi farvel til sognepræst Marianne Pedersen ved en reception eftfer gudstjenesten.

Nedenfor min afskedstale til Marianne, på vegne af menighedsrådet:

Jeg tror vi er mange de husker torsdag den 5. december 2013.

Det var den aften orkanen Bodil rasede og raserede det ganske land. Lige her over os blev metalafskærmningen over murkronerne højt oppe over kirkerummet revet løs. De hedder et eller andet som jeg har glemt, det vil kirkeværgen nok minde mig om bagefter. Da først de var revet løs og krøllet sammen som var det ark af stanniol, blev de af vinden blæst rundt i den kæmpestore ”sandkasse” over kirkerummet og knuste ikke bare et enkelt, men vistnok samtlige de vinduer, som giver ovenlys til kirkerummet.

Der var glasskår overalt, på alle flader, alle møbler, på alteret, i døbefonten og i orglet, over det hele. Kirkerum, inventar, orgel o.s.v. stod overfor en gigantisk hovedrengøring som tog flere uger.

Hvorfor fortæller jeg nu det? Det gør jeg fordi få dage efter Bodils rasen, stod der her i menighedssalen, foran et bord med lilla dug, der gjorde det ud for alter, en ung præst der havde været vikar i Jakobskirken i nogle måneder og som havde søgt stillingen som fast sognepræst i Roskilde Søndre Sogn. Jeg tror ikke jeg var den eneste som tænkte, ”Hvordan klarer hun det her?”

Og Marianne var fuldstændig cool, som om vi altid havde brugt menighedssalen til kirkerum. Alting klappede, det hele fungerede og du holdt - som altid - en blændende prædiken. Det var en søndag, hvor vi fra menighedsrådet gik hjem og vidste, at det var det helt rigtige valg vi havde truffet da vi indstillede dig.

Det har altid været en fornøjelse at have dig i Jakobskirken og jeg vil ikke lægge skjul på at både menighedsrådet og nok også menigheden havde håbet på en hel del flere år med dig som præst her i kirken. 

Din interesse for og engagement i kirkens liturgi, har været berigende for Jakobskirken og har blandt andet givet os særlig søndag, som i dag, hvor orglet er erstattet af rytmisk musik, og salmevalget af indlysende grunde ser lidt anderledes ud.

Dit engagement i det som engang hed aktivitetsudvalget og senere kulturkirkeudvalget har været dyb. At der så stadig er lidt uklarhed om hvilket navn udvalget skal have, er noget andet. Men indholdsmæssigt har vi - ikke mindst takket være dit engagement - flyttet os langt fra de traditionelle ”sognemøder”, som engang for længe siden var det faste repertoire for kirkens kulturelle aktiviteter.

Du har også haft fingrene godt nede i arbejdet med børnene i kirken, spaghettigudstjenester, gud & grill og hvad vi nu ellers har haft gang i.

Og så er du en gudsbenådet prædikant, som altid leverer varen i form af en velskrevet, velformuleret og vel serveret prædiken. Jeg mindes ikke personlig at være faldet i søvn under dine prædikener en eneste gang. 

Måske - hvis der også skal være en enkelt torn i buketten af roser - er der et medieudvalg som nu håber på en ny præst med lidt større forståelse for deadlines… 

Jeg har på fornemmelsen at din interne deadline, siger noget i retning af, hvis gudstjenesten eller aktiviteten er planlagt færdig en halv time før den skal gå i gang, er det alt rigeligt. Der er muligvis nogle kirketjenere, som gerne vil vide det lidt før Og jeg ved at din navnesøster, den Marianne Pedersen som er kirkens PR-konsulent, af og til har truet med selv at beskrive indholdet af en børne-familiegudstjeneste for at få den afsted inden avisens deadline, så du bagefter måtte arrangere så det kom til at passe med pressemeddelelsen

Hvorom alting er: Du har skabt dit personlige netværk i sognet. Du er vellidt af præstekolleger, ansatte i kirken, menighedsråd og menighed.  Og vi vil allesammen savne dig. Ikke kun fordi vi nu skal igennem bøvlet med at finde en ny præst, men især fordi vi har været rigtigt glade for hende vi havde. 

Fra menighedsrådet vil vi ønske dig alt muligt held og lykke fremover. Vi har en lille gave til dig, som kan minde dig om Roskilde. Du kan nok ikke kravle ned i den og kigge ud, men du kan lade lyset skinne i den og igennem den og tænke på dine små 10 år som sognepræst i Jakobskirken. Måske vil du endda også savne os lidt…