Her kan du læse de gode ord, der blev formidlet ved søndagens gudstjeneste i Jakobskirken søndag d. 2. juni 2019. På 6. søndag efter påske talte sognepræst Mogens Ohm Jensen over epistlen fra 1. Peters brev kap. 4, vers 7-11, og evangeliet fra Johannes-evangeliet kap. 15, vers 26 - kap. 16, vers 4.

Da jeg gik ud over Langebro
En tidlig mandag morgen
Der så jeg en, der stod og græd
Hvis du tør, så kom med mig

Jeg gik forbi dæmonernes port
Ud for Kofoeds Skole
Der stod en flok og drak sig ihjel
Hvis du tør, så kom med mig

Jeg mødte en, der gik rundt med "Vågn Op"
Hun var Jehovas vidne
Hun råbte: "Jorden går under i dag"
Hvis du tør, ja-ja, så kom med mig
Ja, kom med mig, oh yeah

Jeg så en kvinde, der løb efter sin mand
Hun havde så skønne øjne
Hun råbte: "Hey, du har stjålet mit liv", yeah
Hvis du tør, så kom med mig
Hvis du tør, så kom med mig

”Hvis du tør, så kom med mig!” Da en ung Kim Larsen og et nydannet Gasolin sang 'Langebro' i 1971, var det omkvædet.

I kan sikkert høre Kim Larsens karakteristiske stemme for jer, når han i fire korte vers synger om det han lægger mærke til på sin tur ud over Langebro og ud over Christianshavn. En står og græder, en flok står og drikker sig ihjel i porten ind til Kofoeds Skole, et Jehovas Vidne missionerer om jordens undergang og vil have folk med sig, og en kvinde med skønne øjne er frustreret over at hendes mand blev en skuffelse. ”Hey, du har stjålet mit liv!” råber hun.

Hvis du tør, så kom med mig. Omkvædet peger i to retninger – om vi tør se det sangeren ser på sin gåtur gennem gaderne – og om der er noget i de andres liv, som kalder på noget i os.

For vi går jo altid med nogen. Helt grundlæggende er der nogen, vi følges med eller i hvis spor vi træder videre, fordi de har gået der før os. Børn følger deres forældre. Kærester tager hinanden i hånden. Unge læner sig op af deres forbilleder, som de gerne vil ligne. På onsdag sætter vi vores kryds ved den politiske lederskikkelse vi vil give vores opbakning.

I stort og småt slutter vi os til nogen og går sammen på et stykke af vores vej gennem livet. Og der er altid en risiko for, at det kan ende med at være os, der står og græder, os der vil drikke os væk fra det liv vi ikke kan håndtere, os der overtager en sekterisk tilgang til virkeligheden for at være med i et tæt fællesskab - eller os, der i skuffelse over at vi ikke fik det vi gerne vil have, raser imod verden.

Når vi går med nogen, risikerer vi at få stjålet vores liv. Men vi får også muligheden for at være sammen, finde kærligheden, dele noget betydningsfuldt med hinanden som bliver større af at vi oplever det sammen.

Hvis du tør ... Ja, det kræver mod at give sig hen til livet. Vi viser tillid, når vi slår følge med nogen og stoler på dem. Der er kærlighed i at mennesker er der for hinanden, og på vejen vi går sammen sætter vi os også ind for hinanden. Der står hele tiden noget på spil for os.

Det tematiseres så fint i epistlen, som lægger vægt på sammenhold og modtagelighed. Vær gæstfri over for hinanden uden at beklage jer! Og det hedder så smukt: kærligheden får os til at se bort fra hinandens synder. Fordi det vi har sammen, betyder mere end det der kunne skille os.

I kristendommen ligger der en dyb tro på, at det er ved at slå følge med hinanden, vise åbenhed, møde andre med tillid, at livet åbner sig for os med nærvær og intensitet og glød og begejstring, uanset risikoen for at blive skuffet.

Og Jesus lægger op til, at hans fortsatte nærvær i verden sker gennem alle hans ’followers’, d.v.s. apostlene og os, alle troende mennesker som følger i hans spor og bliver ved med at praktisere den tilgang til livet, til troen og til andre mennesker, som han står for.

Og uanset at troen er under pres, at kulturen og vores omgivelser ikke altid giver religionen medvind, så er der et nærvær og en retning i at slå følge med Jesus, som vi ikke kan finde noget andet sted. Der er ingen anden, der har sagt: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” og som har lovet os hans Ånd, når vi vandrer i hans spor.

Hvis du tør, så kom med mig.

Og måske står du en dag og græder over det, du mistede. Eller bliver fristet til at finde trøst i flasken. Eller kommer til at virke lidt for frelst missionerende for dine omgivelser. Eller føler du har brugt din tid på noget, der ikke har ført til det du håbede. Den risiko er der altid.

Men du kan ikke lade være med at følges med nogen.

Jesu vej er hengivelsens vej. Hans opskrift på fællesskabet hedder kærlighed. Hans tilgang til tilværelsen hedder tillid.

Og lige så sårbare vi er, lige så meget kan vi spejle os i ham, der tog sin sårbarhed alvorligt og gav sig hen for de mennesker han mødte, selv om han oplevede at det i nogle situationer ikke kunne holde. Jesus satte livet til på korset. Ja, selv hans tillid til Gud blev udfordret langt ud over det nogen kan holde til, da han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Hey, du har stjålet mit liv.

Men ud af den fortvivlelse blev der opstandelse, midt i døden kom der nyt liv. Af afmagten voksede kærlighedens magt frem i genfødt skikkelse.

Dæmonernes Port – det er ikke kun øgenavnet for porten ind til Kofoeds Skole på Christianshavn. Det er også et klassisk tilnavn for munden, vores mund hvor vi med vores ord kommunikerer med Gud og med hinanden, og hvor det dæmoniske også kan fare ind og ud af os, for ord kan besætte og med vores sproglighed kan vi forvrænge virkeligheden.

Men det gode sker, når vi fylder munden med lovsang og bliver høj på Gud, den taknemmelige livsglæde hvor vi undrer os over tilværelsen og bliver berigede af alt det vi møder. Hvor vi med vores ord møder hinanden med tillid og viser åbenhed og medmenneskelighed.

Hvis du tør, så kom med mig.