- en prædiken til 1. søndag efter Hellig tre konger af sognepræst Mogens Ohm Jensen. Bibeltekst: Lukas-evangeliet kapitel 2, vers 41-52 Jesus som 12-årig i templet.

Livets puls, den rytme der ligger i tilværelsen.

Vi møder den i hjerteslaget, i blodets puls, i åndedrættet. Den elementære rytme i vores krop. Uden den intet liv.

Vi møder den i solopgangen og når natten falder på, lysets og mørkets pulserende bevægelse, når jorden roterer om sin akse. Også det går i kroppen på os, døgnrytmen, vi står op og vi lægger os til at sove. Det naturlige.

Og så har året sin puls, årstiderne og kirkeåret, naturens rytme og højtiderne integreret i hinanden.

Nogle mærker at vinterdepressionen kommer snigende når lyset svinder, for det går i kroppen. For mig kom julen anden gang forleden, da der faldt sne og alt blev hvidt. I frosten, der bider i kinderne, genkender min krop julen, hvid jul. Og glæden kom med det samme.

Måske var det det, som Maria og Josef mærkede, da de overraskede hørte deres 12-årige søn forklare, hvorfor han var blevet i templet og ikke var taget med hjem til Nazareth.

Den dragende påske med valfart til hovedstaden, det spirende forår i marts måned hvor alting springer ud, og puberteten hvor alt kommer under ombygning og konturerne viser sig af det, som deres søn skal blive til som voksen.

Livets puls, den rytme der ligger i tilværelsen. Hvor krop og hoved pulserer sammen med universet og det bliver stort. Hvor vi mærker, at vi er med i en rytme der dybest set kommer fra Gud.

Måske var det det, som Maria og Josef mærkede på deres teenagesøn. Det som alle forældre opdager, når børnene bliver store, at de stiller de vigtige spørgsmål, træder nye skridt, søger andet selskab, bliver dem selv på en mere moden måde.

Det blev klart for forældrene, at Jesus følte sig nærmere på Gud end på dem. Det blev der en smerte i, samtidig med en stolthed. Men de forstod, at hans kærlighed til dem blev ikke mindre af den erfaring, han gjorde i templet, af at Gud er min far.

Livets puls, når det trækker sig sammen og når det udvider sig, det der kommer tæt på og det der kommer på afstand. Hjerteslaget, døgnrytmen, årstiderne, højtiderne.

Lige nu er vi i en stille periode, hvor alt er tonet ned. Hvor vi ikke kan gøre ret meget, vi kan lytte og vi kan bede og vi kan støtte hinanden. Pulsen er rolig, afdæmpet, det er ikke tid til de store armbevægelser. Vi afventer, vi ser frem imod det der skal have tid til at vokse frem, at foråret kommer og flere bliver vaccineret og vi igen kan samles til fest og glæde.

Vi lytter os ind på den universelle puls, på Guds hjerteslag, og mærker at der er ikke mindre kærlighed i det der trækker sig væk end i det der kommer tæt på. Det er en del af den samme bevægelse, den rytme der ligger i tilværelsen, og som der er liv i. Alt sammen ånder det ud af Guds kærlighed.

Selv døden har Gud taget ind i sig og gjort til en del af rytmen i universet. Ikke kun ved syndefaldet, som en begrænsning af den menneskelige frihed, men også Langfredag og påskemorgen, da Kristus gik ind i døden og sprængte dens dominans.

Livets puls kan ikke lægges død. Kærligheden bliver ikke mindre af at vi må holde afstand for en tid. Vi ånder og lever i Kristus.