Hvordan kan man tro på videnskaben og samtidig tro på Gud?

Troen på Gud bliver udfordret af naturvidenskaben. Det synes nogen er et problem. Selv synes jeg det er sundt.

Da jeg var yngre, lod jeg mig gå på af alle de tekniske landvindinger og forskningen i livets udvikling og teorien om ’the big bang’. Tilbage i 80’erne mente mange, at videnskaben har forklaret så meget, at der ikke længere er plads til en uforklarlig størrelse som Gud i vores verdensbillede. Nu er jeg blevet ældre og mere rolig. Jeg synes netop, at det videnskaben lægger frem, gør Gud endnu mere vigtig. Det er spændingen mellem de to synsvinkler, som er frugtbar, fordi det udfordrer os og derved holder både troen og den videnskabelige nysgerrighed levende.

Både religionen og naturvidenskaben forholder sig til virkeligheden. De interesserer sig imidlertid for livet ud fra hver sit udgangspunkt og ser på det med forskellige øjne. Der er brug for begge synsvinkler, vi kan ikke kun nøjes med den ene, så ville vi mangle noget. Jeg opfatter religion og videnskab som komplementære tilgange til virkeligheden, men jeg er ikke så naiv, at jeg tror der nogensinde bliver harmoni mellem naturvidenskabens måde at forklare verden på og troens måde at fortolke verden på.

Naturvidenskaben er god til at undersøge sammenhænge. Hvordan virker det – og hvad sker der, hvis vi i stedet gør sådan? Videnskaben kommer med teorier om, hvordan det levende liv og vores verden hænger sammen. Teorierne bliver udskiftet med bedre og mere nuancerede teorier, når vi bliver klogere hen ad vejen.

Troen interesserer sig for meningen med det. Hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen? Hvad er det, som giver vores liv mening? Og hvad sker der når meningen forsvinder for os; når vi mister nogen vi elsker højt, eller vi rammes af stress eller en depression?

Hvor videnskaben fokuserer på fakta og beskrivelser, fokuserer religionen på værdier og måden vi lever på. Hvor videnskaben er optaget af hvad der kan lade sig gøre, rækker religionen videre og har et sprog for det der ikke kan forstås og det som vi mennesker ikke magter – og det er lige så fuldt en del af virkeligheden, som det vi kan begribe.

Vi har brug for både hvordan? og hvorfor? Både gode holdbare forklaringer og gode fremadrettede fortolkninger. Vi skal bruge begge dele for at kunne leve i verden og kunne navigere kærligt og meningsfuldt imellem hinanden og i vores globale miljø.

Efter min mening er der ikke i sig selv nogen modsætning mellem at være engageret i verden som videnskabsmand, drevet af nysgerrighed og lyst til at udforske, og så til at stille de store spørgsmål om hvad det hele betyder. Både i videnskabens engagement og i troens forundring møder vi det, der er større end os selv. Når vi bliver grebet af de store spørgsmål, oplever vi at vi undrer os og glæder os og bliver taknemmelige og må håbe og spørger videre end det vi forstår lige nu. Den religiøse følelse af ærefrygt kan sagtens næres af et videnskabeligt engagement, for også i videnskaben bliver vi klar over, hvor lidt vi mennesker egentlig selv formår. Mange store videnskabsmænd og –kvinder gennem historien har været troende. Videnskaben bortforklarer ikke Gud.

Jeg synes ikke, at man skal vælge mellem videnskab og tro, men gå ind i dem begge og lade spændingen mellem dem være en udfordring. De snakker jo to forskellige slags sprog og er ude i forskellige ærinder, selv om det er den samme virkelighed de er optaget af.

I Bibelen er der et markant forbud mod at gøre sig konkrete fysiske billeder og figurer af Gud. Vi må bruge sprogets evne til at danne billeder i stedet for, f.eks. når vi kalder Gud for vores himmelske Far. Naturligt nok, for vores gudsbilleder får aldrig det hele med – og vi danner nye gudsbilleder livet igennem. På den måde ligner religionen altså videnskaben, at vores teorier og billeder krakelerer i mødet med virkeligheden og bliver afløst af nye billeder, som bedre kan gribe det vi gerne vil forstå.

Gud er altid mere, end vi tror om ham. Og den bedste måde at blive fortrolig med Gud på er gennem Jesus, som lærte os at bede Fadervor!

Mogens Ohm Jensen, sognepræst