Den 21. september 2025 blev der prædiket sådan i Jakobskirken, da sognepræst Mogens Ohm Jensen tog ordet. Han læste evangeliet til 14. søndag efter trinitatis , 1. tekstrække. Her fortæller evangelisten Lukas i kapitel 17, vers 11-19, om de ti mænd, som blev helbredt - og at det var udlændingen, som vendte tilbage for at sige tak.

Der er nogle afgørende tidspunkter i livet, hvor vi gør nye erfaringer, passerer igennem en port og der sker noget med os, som gør at vi bliver en anden.
Tænk på dagen hvor vi forlod skolen og var ude af den vante ramme hvor vi kendte det hele; vi skulle begynde på noget nyt – spændende og også med en vis ængstelse.
Den første gang vi delte en intim sexuel oplevelse med en anden – næste dag var verden anderledes at være i.
Eller dengang vi stod med vores nyfødte i armene og vi var blevet en familie - vi var ikke længere bare os to, for det lille spæde liv kaldte på vores ømhed og dybe instinkter om at beskytte.
Og så er der for mange af os den store sorg og den smerte, som ramte os og vi kunne ikke komme af med den og det blev vores skæbne, at sådan er det at være os, at vi bærer en sårbarhed med os hele tiden.

Det er åbninger i tilværelsen, som vi passerer igennem og livet er ikke mere det samme. Vi er blevet til nye mennesker, oplever vi bagefter. Det gør noget ved os, på godt og på ondt. Der er noget som vi ikke kan vende tilbage til, et afsnit af livet vi er ude af. Og der er noget som der er åbnet for, livet på en anderledes måde hvor vilkårene har ændret sig. Vi er blevet mere modne, mærker vi, bedre rustede. Måske er vi også mere udfordrede, for hvad er det livet kalder på nu?

Disse gennembrud, som gør noget ved os, kom jeg til at tænke på, fordi de også er i Jesu historie. Hans dåb i Jordanfloden, hvor Jesus i det øjeblik han stiger op af vandet, hører Guds stemme anerkende ham: du er min Søn! Og han ser duen komme dalende ned over ham, som et tegn på Ånden og det han nu skal i gang med: at udbrede Guds rige.
Påsken er det mest afgørende gennembrud, med opstandelsen. Påsken begynder i hyldesten Palmesøndag hvor Jesus tiljubles af store menneskemængder. Der er debatterne med de lærde og de jødiske ledere om hvordan religionen skal fortolkes, hvor konflikten skærpes. Der er det nære fællesskab med disciplene Skærtorsdag aften - og så bliver Jesus arresteret og dødsdømt og korsfæstet, hvor vennerne er væk. ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” og ned i graven, sten for og slut.
Og så åbningen påskemorgen, det ubegribelige at Gud stadig står bag sin Søn og rejste ham op fra de døde, så kærlighedsbudskabet kan leve imellem os og Guds rige kan vokse. At få liv selv om man er død, at skulle noget vigtigt selv om man ingenting kan længere, at ens skæbne får betydning for så mange som spejler sig i evangeliet og henter mod og tro til livet her.
Jesus blev Kristus ved at være tro imod Gud og det i livet som kaldte på ham. Ved at være i det og gå igennem det, alle de gange hvor livet åbnede sig for ham med nye erfaringer.

En af disse passager er dagens evangelium, hvor den taknemmelige mand fra Samaria vendte tilbage, helbredt for spedalskheden og med mulighed for igen at få en normal dagligdag. Jesus mærkede både mandens taknemmelighed og den tro, som var vokset frem i den fremmede. Manden så Gud i det, som Jesus gjorde for ham, og det gjorde noget ved Jesus at blive mødt med den tillid.
Selv om manden som udlænding ikke hørte til Guds udvalgte folk i udgangspunktet, så anerkendte Jesus hans tro. For han er udvalgt, når han har tillid til Gud og takker Gud for det som livet giver ham.

Jeg ser to vigtige pointer i det. For det første hvor afgørende det er at vi ser livet som en gave. Der er så meget vi får, og det er et privilegium at være til. Det er vi taknemmelige for, og det får udtryk i lovprisning og bøn.
For det andet, at tro ikke er reserveret til dem med en bestemt baggrund. Troen bliver til hele tiden og i mange af vores møder med hinanden, hvor tillidsfuldheden og taknemmeligheden vokser i os.

For Jesus blev det en erkendelse af, at han ikke kun var sendt til sit eget folk. Det tog han med sig, så det blev bestemmende for måden kristendommen bredte sig på. Evangeliet er universelt og alle mennesker har behov for at finde mening i tilværelsen, og her er tro og taknemmelighed afgørende for at komme på plads i sit liv.
Vi er alle sammen mennesker. Sårbare og priviligerede, ramte og befriede, på vej i det der kalder på os. Fælles om at være elskede af den kærlighed, der banker i universets hjerte.

Der er jo stærke kræfter, der gerne vil dele op og gøre grænserne imellem os endnu tydeligere. Hvem hører til og hvem gør ikke? Hvem er vennerne og hvem er fjenderne? Hvem kan vi forstå og hvem gør vi bedre i at holde os fra?
Det har de to krige i Ukraine og Gaza ført med sig, at vi deler verden op i venner og fjender. Det grufulde i konflikterne berører os så meget, og der er en forventning om at vi må vælge side.
Her lægger dagens evangelium op til, at vi kan se anderledes på den grænse, som deler os op i forskellige grupper. For der er noget vi har fælles med hinanden: længslen efter at blive befriet for det som er vores lidelse, behovet for at mærke at vi er elskede, taknemmeligheden når vi står foran et nyt afsnit af tilværelsen hvor livet åbner sig for os.
For alle mennesker er livet en gave, og Gud er alles Far.

Jesus blev Kristus ved at Gud stillede sig bag ham og lod ham være den vi spejler os i og henter mod og tro fra.
Det står enhver frit for at gribe evangeliet og at se Gud i det som Jesus siger og gør. For det er stort og det gør noget ved os, når vi oplever at blive taget imod hos Gud og tilgivet og befriet. Så kalder livet på os med en stemme, der er håb og fremtid i.

Sognepræst Mogens Ohm Jensen